I. † Kvemme, en (vAph.Chym.II.564. TBruun.S.14. VSO.) ell. et (se u. bet. 2). (afl. af kvem) 1) det at være egnet ell. tilbøjelig til noget; egnethed; tilbøjelighed; disposition (jf. Bekvemhed 2). Mangel paa Qvemme hos Metallerne til at forene sig med de Materier, som indeholde dem smeltede. vAph. Chym.II.353. ved at forene det meste skee kan, af alle disse Fordele . . skal det Barn, som de skal avle, og have mere Qvemme til en stærk og haardfør Natur. sa.BO.8. 2) hygge, behagelighed olgn. (jf. Bekvemhed 3). *Ei heller skal Emma paa Qvemmets Mag | Sig hvile paa bløde Leie. TBruun.III.391. *Verten elskte Roelighed og Qvemme.sa.MF.163. *Gods, Hæder, Hiemstavn, hvert et Livets Qvemme; – | Landflygtighed, Trang, Ringhed, alskens Savn . . | det er hvad jeg maa vælge mellem. sa. ErikGlipping.(1816).36.

II. kvemme, v. [ˈkvæmə] -ede ell. -te (Moth.K401). (glda. qwemme, quæmme, æda. qwæmæ (Harp.Kr.105.131), fsv. qväma; afl. af kvem; sml. oldn. koma, være velkommen, tilpas, tjenlig, behagelig (især i forb. m. adv. vel), samt bekvemme; nu kun (sj.) hos sprogrensere) 1) d. s. s. bekvemme 1.    1.1) d. s. s. bekvemme 1.1. man skulde forgæves forsøge at klare disse Slags Vædsker ved Siening, hvis de ikke først vare behørigen qvemmede dertil . . Man qvemmer disse Slags Vædsker til Sieningen, ved at stivne og samle de slægtfremmede Dele. vAph.Chym.III.296. smst.II.560.    1.2) d. s. s. bekvemme 1.2. *En Timon selv maae her sin Surhed glemme, | Og stumme Caloyer (dvs.: en græsk munk) til Frydesang sig qvemme. Steners.Ode.52. *råderne vil kvemme sig | til eftergivenhed. [Weilbach].KristiernII.(1874).142. 2) d. s. s. bekvemme 2. kand det vel kvemme sig pâ en bröllupsdàg. Moth.K401. det kvemmer sig vel, ilde. smst.