med-bejle, v. [-ˌbai'lə] vbs. -ing, jf. -bejleri. (sj.) være, optræde som medbejler (til noget); konkurrere. nordenfor Europas . . Fastland (var der) ikke Tale om noget, der kunde medbejle til den Udmærkelse at kaldes “en egen Verdensdel”. GSchütte.(Arkiv.XXV.326). som vbs.: Medbejlen. vAph.(1759). Adelen . . var bleven Gejstlighedens . . Medbeilen til Privilegier og Forrettigheder qvit. Bredahl.E.16. forebygge fri Medbejling (dvs.: fri konkurrence) i Haandverket. Hejmdal.¹³/₇1869.1.sp.3.

Med-bejler, en. [-ˌbai'lər] († -bejlere). (ænyd. d. s.; jf. -elsker, -frier; især ) 1) (jf. Bejler 1.1) den, der søger at vinde den samme kvinde som en anden; rival. Man veed, at Hr. Doctors Medbeyler er en Rangs-Person. Holb.Philos.III.6. en farlig Medbejlere. KomGrønneg.I.248. Winth.IX.20. MO. S&B. 2) (jf. -kapper samt Bejler 1.2) den, der kappes med en anden m. h. t. opnaaelse af noget; konkurrent. Moth.B108. Han havde mange Medbeilere til dette Embede. VSO. MO. Allen.I.139. uegl.: *Længere borte glimrer Delhi, Byen uden Medbeiler. Aarestr.SS. V.163.