Ned-stigning, en. [-ˌsdi^?ɋ- neɳ] vbs. til nedstige. 1) som vbs.    1.1) (  ell. fagl.) til nedstige 1. Bagges.L.II.357. under Nedstigningen af Vognen. Sibb.II. 54. Tyveri . . Sten til Kælderlyskasse løsnet, Kældervindue udtaget, Nedstigning i Kælder. PolitiE.¹⁵/₉1922.3.   til nedstige 1.2; om nedsynkning af organer: Sal.XI.286.    1.2) (sj.) til nedstige 2   om en slægts fortsættelse, forplantning gennem efterkommere. der (blev) ikke (paa Lyø) gjort Alimentationskrav gældende mod den Skyldige, hvis han var af udenøes Familie, da Paterniteten i saa Fald slet ikke maatte anerkendes. Her kan man da sige det gælder Klanen mere end den ægte Nedstigning i Slægten; Forholdet leder Tanken næsten helt tilbage til Matriarkatet. JVJens.A.II. 148. 2) konkr.   (efter fr. descente) † vej, gang, ad hvilken man kan gaa ned; nedgang. Nedstigning i Graven . . kaldes en fra Kroningen tværs igjennem den dækkede Vei gaaende Gang.MilTeknO.