Nepotisme, en. [nepoˈtismə] (fr. né- potisme; dannet til lat. nepos (gen. nepotis), barnebarn, nevø (egl. sa. ord som Nevø, jf. Niece); især ) det forhold, at en person giver sine slægtninge fortrin ved besættelse af stillinger, embeder olgn., skaffer dem fordele paa andres bekostning olgn. (egl. om pavernes fremhjælp af deres paarørende og (uægte) børn ved middelalderens slutning). Leth.(1800). Napoleon gjorde sig skyldig i den mest udsvævende Nepotisme. Blich.(1920).VII.92. *Gud veed, om ei tillige Nepotisme | Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil. Heib.Poet. X.216. Bergs.PP.⁹54. VVed.B.325.