Prakkeri, et. (ænyd. prackeri, tiggeri, noget usselt, daarligt; til prakke ell. Prakker) 1) (dagl., nu især dial.) det at trænge ind paa en person, presse, nøde til noget; ogs.: tingen; prutten. Det er et mærkværdigt Prakkerie . . der er over selv formuende Folk, naar det kommer an paa at kjøbe en Bog. Hrz.ST.155. Pengebidragene skal afnødes Folk ved ideligt Plageri og Prakkeri. JJessen.A.153. 2) (nu ikke i rigsspr., jf. “daglig Tale.” VSO.) det at være ell. optræde som en prakker, at tigge, hutle sig igennem; fattige forhold, daarlige økonomiske kaar olgn. Moth.P142. *Han var . . exerseert i Pralerie, | Vindmagerie, | Kujonerie, | Bedragerie, | Og Prakkerie. ChrBorup.PM.411. Dette Prakkeri, at laane eet Sted for at betale et andet, vil ikke længe hielpe ham. VSO. MDL.417. 3) (dial.) mas, besvær, ulejlighed ell. ærgrelser med et arbejde; ogs. om selve arbejdet. At tage en Kasse ovenaf et Stade er noget omstændeligere, og har før forvoldt mig meget Prakkerie. CNAndersen.Biens Natur.(1827).115. MDL.417. Kværnd. Feilb.