Punktum, et. [ˈpoɳtom] Høysg.AG. 175.184. best. f. -'et, -(m)et [-ˌtom'ət] flt. -'er, -(m)er [-ˌtom'ər] (Kierk.P.VIII1.21. NJeppesen.P.20). (fra lat. punctum, punkt (se Punkt)) 1) (jf. u. Punkt 1.2; gram.) et punkt, anvendt som skilletegn ((af)slutningstegn) til angivelse af stort (største) ophold ell. afslutning; til dels ogs. (uden for gram. spr.) om det samme tegn anvendt som forkortelsestegn. PSchulz.DS.91. (man) sætter . . Punktum naar Meningen er ude. Kierk.P.II.182. Selmar.¹24.   (jf. bet. 3) ved diktat (med angivelse af interpunktionen). Saa er min Tienistlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (punctum) har I det? Holb.Stu.II.1. Bagges.L.I.213(se u. Komma 2).   i sammenligning ell. billedl. Han blev staaende og saa efter Vognrækken, til de sidste to Hoveder sad som to sorte Punktumer over Bakkekammen. ErlKrist.St.59. jf. bet. 3: (afhandlingen) er et kraftigt Punktum efter den brandesianske Periode. MJepsen.Grundtvig ell.Brandes?(1904).10. 2) (jf. Komma 1; gram.) et ved punktum (1) afgrænset afsnit af en (skreven ell. trykt) ytring; periode (3.1). JBaden.FrO. Hrz.D.I.126. De fleste danske Stilister . . opløse al deres Tale i lutter smaae Punktumer. Kierk.P.VIII1.21. Fru Kraft (i de første to Punktumer lidt fortrolig dæmpet). KLars.KÆ.10. 3) overf. anv. af bet. 1, især i særlige forb., som udtr. for (af)slutning, ende. *Kromadamen hvisked | . .: “Endnu en Rest . . af lange Flasker | (jeg) henter . . til Gildets Punktum | Kan de komme tilpas.” Winth.X.236. *Ja, vist er vi grumme gamle, | alle Livets Punktum nær. Ploug.II. 200.   især i udtr. for en (oftest ved en personlig indgriben fremkaldt) brat, bestemt krævet afslutning paa ell. afbrydelse af noget, spec. som eftertrykkelig afslutning paa en fremsat ytring, afskæring af andres indvendinger olgn.; dels (jf. punktere 2.1 slutn.) i udtr. som være ell. (især) sætte punktum (for ell. (sj.) paa (Schand.SB.257)). (nu) satte . . Dørklokkens . . Lyd et brat Punktum for Drømmerierne. sa.SF.82. “Kunsten er det Højeste af Alt,” sagde F. og satte Punktum for sit Dogma ved at slaa i Bordet. smst.153. Gjel.Rø.83. Bøddeløksen . . satte sit uundgaaelige Punktum i den blodige Sag. Aakj.SP.90. dels (især dagl.) som elliptisk (i alm. afbrydende, afskærende) udtr.: (og dermed) punktum, (og dermed) basta. jeg giver, Diævlen komme efter mig! ikke mere end sex Retter, og dermed Punktum. Skuesp.VII.85. “Nu har jeg sagt dig min Mening, og dermed Punktum!” Naar Amtmandinden sagde “Punktum”, saa var (der) Intet at tilføie. Hrz. JJ.I.183. gid jeg var som Blomsten i Engen, lykkeligt forelsket i mig selv, og dermed Punktum. Kierk.XI.11. SvLa.Iris. 12. punktum finale, se II. final.