Ræve-unge, en. (nu ikke i rigsspr. Ræv-. Holb.MFbl.2). (ænyd. rævunge, æda. (flt.) ræuæ ungæ; jf. -hvalp) 1) i egl. bet. Holb.MFbl.2. Danm Pattedyr.178.   (lige saa) enfoldig (PalM.IL.I.287. Krist. Ordspr.nr.1292) ell. uskyldig (JHSmidth. Ords.131. Mau.II.203. Feilb.) ell. klog (Ant Niels.TF.51. Krist.Ordspr.nr.7022) som en syv aars ræveunge, (især dial.) meget erfaren, klog, udspekuleret. jf.: Ên ti Ârs Ræve-unge (dvs.: en snu rad). Moth.(GkS770.IV.5) samt Feilb.  2) (l. br.) billedl., om person (jf. I. Ræv 3.1). den liderlige Dreng . . skriver bedre end Præsten og forstaar Loven bedre end Notaren, den Ræveunge! Schand.PR.264. 2 om frivillig lærling i flåden 1897 Folk&Forsvar.1952.nr.7.11.sp.1.