I. Rødme, en. [ˈrøðmə] flt. næppe br. (glda. rødme, røthme i bet. 1.2 (KvindersRosengaard.(1930).67. 4Mos.12.14(Glda Bib.)) samt i bet. “rust paa korn” (5Mos.28. 22(GldaBib.)), fsv. rödme; omdannet, ved tilknytning til IV. rød, af et ord svarende til fsv. rodme, rudhme, oldn. roðmi, oht. rotamo, hvis stamme staar i aflydsforhold til IV. rød; jf. (m. h. t. dannelsen) Fedme, I. Hedme, Hvidme, Sødme; sml. I. Røde, I. Rødne samt II. rødme) 1) det at være ell. blive rød; rødhed.    1.1) (i rigsspr. næsten kun poet. ell. m. overgang til bet. 1.2) i al alm. Moth.R170. den rosafarvede Maling paa Bjælkevæggenes Træbeklædning havde faaet en syg og falmet Rødme som af Pudder. Madelung.EH.18.   om aften- ell. morgenrøde. *den skjønne Morgensol med Rødme Havet fylder. FGuldb.II. 67. *Mørket bredtes, Himlens Rødme svandt. Gjel.Rø.237.   (jf. IV. rød 1.6) om planters (blomsters, frugters) farve. *Rosens Rødme. Rahb.PoetF.I.49. Oehl.XIX.229. Ribsene i deres første Rødme øvede for stor Tiltrækning paa ham. LWagner.EtSoldaterliv.(1880). 15. (jf. staa i rød(n)e u. I. Røde 1 og I. Rødne; nu næppe br.) om byg: det at staa i røde rader. Bygget er tjenligst naar den ene Halvdeel af Kjernerne er i Rødme. JPhHage.Kbh.s Amt.(1839).175.    1.2) (jf. IV. rød 2.1) om hudens og navnlig ansigtets farve; nu især om midlertidig rød ansigtsfarve, især om stærk blussen (af kinderne) ved anstrengelse, sygdom ell. stærk sindsbevægelse (vrede, skam osv.). *Med Ungdoms Rødme sig de gustne Kinder male. Steners.Ode.45. *Nu farer Skammens Rødme over Kinden. PalM.U.196. jeg brast i Latter . . hendes Kinder var røde – Harmens Rødme. Buchh.UH.56. hektisk rødme, se hektisk. jage en en rødme af, (jf. u. afjage 1; nu næppe br.) gøre en rød, undselig. Leth.(1800). 2) (jf. I. Røde 2; nu ikke i rigsspr.)  blodrod, tormentil, Potentilla erecta L. (hvis rod tidligere anvendtes i garveriet). JTusch.243. OeconJourn. 1758.79. JFBergs.G.106. VSO. jf. Rødme Rod. FolkLægem.III.90.

II. rødme, v. [ˈrøðmə] -ede; imp. (l. br., formen undgaas som regel ved omskrivning) rødm (Svada.(1796).63. Oehl.XII.69. Rich. I.165). (ænyd. d. s., fsv. rödhma og rodhma, rudhma; til I. Rødme; jf. III. røde, III. rødne) 1) intr.: blive rød; faa rød farve; ogs. (navnlig i præs. part.): have rød farve; være rød.    1.1) (jf. IV. rød 1.1 og I. Rødme 1.1; især poet. ell. højtid.) i al alm. Moth.R170. *Det Kors, der rødmer af Hans (dvs.: Kristi) Blod. Grundtv.SS.I.481. Glasset med den rødmende Bourgogne. KBirkGrønb.BS.40.   (sj.) om rødt kød. en ægte engelsk Beafsteak . . mør, kraftig og rødmende. RudBay.EP.III. 166.   om himlen ved solopgang og -nedgang; ogs. om ting: blive røde af solens lys. *Før Østens Klipper rødme, | Staaer Helten op, skiøn, som en Foraars-Morgen. Ew.(1914). III.28. *det rødmed i Øster. Ing.RSE.VI.185. Himlen er skyfri, Solen synker rødmende stor. HCAnd.SS.VII.247. Himlen . . rødmede svagt i Øst (dvs.: ved solopgang). Isak Din.FF.285.   om planter (frugter, blomster). Bagges.IV.187. *Hvad titter, hvad rødmer, hvad leer bag den bugnende Ranke? | Skiønne, saftsvulmende Drue! Oehl.XIX.229. (hun) saae paa Rosenfloret. Denne Blomsterlød, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner. JPJac.(1924).I.8.     1.2) (jf. IV. rød 2.1 og I. Rødme 1.2; især , jf.: “sjeld. eller aldrig i Talespr.” Levin.) om huden (paa en legemsdel, navnlig i ansigtet) ell. (især) om person: blive rød, især: i ansigtet, hovedet; blive dækket af rødme; navnlig: blive rød af vrede, skam, undseelse. (ofte i forb. m. for (Oehl.III.76), ved ell. (nu især) over, der angiver grunden til rødmen). Moth. R170. *de Kiekke rødme ved dit Forslag, | Og skye din Gave meer, end haabløs Kummer. Ew.(1914).III.215. *Da (dvs.: ved Thors udklædning som brud) Hermod satte Stene paa Barm, runde to; | Valkyrierne rødmed, de vendte sig og loe. Oehl.NG.(1819).363. *Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis? | Den er jo dog ellers anstændig. Heib. Poet.IX.71. *Hvor er . . | Den Kind, som intet har at rødme over? Bredahl.III.169. *Herre, rødmer du ej af Skam, | Det var den Fattiges eneste Lam! JPJac.(1924).III.69. Hun rødmede lykkeligt for Blomsterne (dvs.: en gave). MartinAHans.NO.132. talem.: papiret rødmer ikke, se Papir 2.2. (fagl.) om sygdomstegn: Rødfarvningen (hos aal med rødsyge) tiltager, og efterhaanden breder sig over hele Kroppen en almindelig Rødmen. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser.Fiskeri.IX6.(1932).17.   m. nærmere angivelse (især ved adv.) af rødmens styrke. *Hun sænked sine Blikke, hun rødmed som Blod. Hauch.LDR.150. *hun rødmer høit (alm.: dybt, jf. III. dyb 3.2). Heib.Poet.III. 449. Niels var ganske rødmende rød. JPJac. (1924).II.85. (sj.:) Ellen rødmede til som en ung Pige. AndNx.PE.IV.158.    faa ell. (nu næppe br.) komme (TBruun.(Skuesp. II.36)) en til at rødme, især: gøre en flov, undselig, skamfuld. *hun faaer mig til at rødme for | Min egen Svaghed (dvs.: min forelskelse i hende). Oehl.XIII.271. talem. (nu næppe br.): at komme sin ven til at rødme, er at miste ham. Mau.11364. NvHaven. Orth.144. Faa Ven til at rødme og mist ham. VSO.   (jf. i dag rød osv. u. IV. rød 2.1; poet., højtid.) om sunde menneskers udseende. *En liden Stund | I Rosens Lund | Vi rødme kun og blegne. Grundtv.SS.IV.387. er han død af Alder, berører Englen Liget, og Legemet rødmer atter og opvaagner saaledes, som det var i dets muntreste Ungdom. Bagger.I.335. 2) (jf. III. røde, III. rødne 2; nu poet., højtid.) trans.: farve rød; gøre rød. Bezoar Steen . . rødmede blaae Plantesafter. Phys Bibl.XX.160. BiblLæg.XV.359.   om solens lys. Bødt.38. Solen begynder at rødme den østlige Himmel. Bogan.I.4. jf.: Aftenens favreste Purpurglands omrødmede den heele Egn. OHMynst.(AWentzel.OHMynster.(1928.) 152).   (jf. bet. 1.2) m. h. t. huden. Denne Salves første Virkning . . er at rødme Huden stærkt. NyeHygæa.VII.(1826).152. *Det grove Brød har rødmet Dine Kinder. Rosenhoff. DeFattigesfattigeSanger.(1857).2. SvLa.HjG. 46. 3) (nu næppe br.) i pass. som dep.: d. s. s. bet. 1.    3.1) d. s. s. bet. 1.1. der rødmes en deilig Rose iblant Dalenes Lilier. JSneed.I.73. Naar en (edderfugleunge) først er udklækket . . er den overalt mørksortebrun, siden bliver den . . hvid. Endelig rødmes den lidet efter lidet. CVHertel.C.43.    3.2) d. s. s. bet. 1.2. CP Rothe.MQ.I.Fort.4^v. lad hende staae ved Siden af Cytheres Billede selv; hun vil rødmes af Undseelse, og blomstre huldere end Gudindens Billede. Sander.Erop.9. Kan du . . uden at rødmes over dig selv, betragte dit Forhold? Rahb.Tilsk.1793.136.1.2 Rødmen og Generthed kan dække over dybe nervøse Lidelser. Næsgaard.Psykoanalyse.II.(1933).154. jf. Igen mit forsmædelige rødmeri . Soya.S.I.125.    få til at rødme. (han begyndte) regelmæssig paa sine gyselige grønlandske Beretninger, der .. “kunde faa en Slagter til at rødme”. Pont.Isbj.78.