Sø-fugl, en. [1-2] (ænyd. d. s., oldn. sjó-, sæfogl) fugl, der lever paa ell. ved indsøer ell. (jf. Havfugl; især) paa ell. ved havet og søger sin næring der (mods. Landfugl). Holb.DNB.585. adskillige . . slags Søe-Fugle, som Duk-Ender, Hvid-Sider, og deslige. Thurah.B.282. en øde Kyst, hvor Søfuglene uforstyrrede kunne flokke sig. Krøyer.III. 174. JacPaludan.F.236. uegl., om person: Oehl.P.(1809).47.   (nu sj.)  strandskade, Hæmatopus ostreologus. Kjærbøll.458.