Skind-feld, en. (ogs. skrevet -fel(l), -fæl(d)). flt. -e (TopJNorge.21H.41) ell. -er (smst. 7H.22. HjælpeO.). (æda. skinfæl (i skinfælz mosæ. ValdJord.39. jf. glno. í Skinnfeldinum som navn paa jordstykke, gaard, samt Festskr.Feilb.116) og skinæ feld (Småstykker.(1884-91).29), oldn. skinnfeldr; om 2. led se I. Feld; især som norskhed (saaledes Nysted.Rhetor.16. vAph.(1764). S&B.) ell. arkais.) stykke skind; især: skind til at dække sig med i sengen; skindtæppe. vAph. (1759). *Mørke, lange Vinternat | Kan man Brystet med Skindfellen varme. CFrim.AS. 142. *Nøgne begge at skue, | som under Lejets Skindfell. Drachm.VS.44. TroelsL.II. 134. (han) stak sig under Skindfelden. JV Jens.FD.14. mænd som . . af bare lediggang spiller deres få ejendele væk, lige fra heste og kvinder . . til skindfelden på deres ryg. Grønb.LN.2.   talem. (efter PLaale.nr.1164 (og nr.492.779); foræld.): man skal ikke strække foden længer, end skindfelden rækker (dvs.: man skal sætte tæring efter næring). Allen.IV,1.248. Breum.FS.147.