I. Skvæt, et ell. (undertiden i bet. 1) en (Moth.S389. Esm.III.216. AndNx.DM.IV. 120. Frilandsmus.65). [sgvæd] flt. d. s. (no. skvet, sv. skvätt, isl. skvettr; til II. skvætte; sml. I. Skvat samt Kvæt   i da. maaske laant fra no. (i S&B. og D&H. angives ordet som no.)) 1) stænk, sprøjt af en vædske; (mindre) mængde af en vædske, som hældes op, ud, sprøjter ud, skvulper over olgn.; sjat; spec. () om toppen af en sø, der slaar ind i et fartøj. Moth.S389. Harboe.MarO. 387. *Søen imod hele Skudens Længde | Fremstyrter sydende med Skum og Skvæt. Drachm.DM.31 (jf. Skumskvæt). *Han er stænket til Bæltet af blodigt Skvæt, | som kom han fra Stridsvognens Agebræt. Gjel. Rø.177. hvert Øjeblik kommer en Bil forbi, som sender et Skvæt Mudder ind over os. Thuborg.DP.134. 2) (l. br.) pludselig bevægelse, rystelse, der udføres af, gennemfarer et levende væsen (og faar det til at fare op); sæt. Med et eneste tungt Skvæt rystede han Morgenkulden af sig. SMich.Æb.81. Det gav et Skvæt i Hesten; Distriktslægen cyklede forbi. Christmas.UT.252. Hun foer op med et Skvæt som en skræmt Ælling. OMünster. Kærlighed.(1929).9.

II. skvæt, interj. se u. II. skvætte.

Skvæt-, i ssgr. af I. Skvæt.

II. skvætte, v. [ˈsgvædə] -ede. vbs. jf. Skvæt. (no. skvette (dels (intr.) stærktbøjet, dels (trans.) svagtbøjet), sv. skvätta, isl. skvetta; vel egl. lydord, sml. sv. interj. skvätt (se Hellquist.EtymO.763) samt skvæt som gengivelse af stenpikkerens lydfrembringelser (AchtonFriis.DØ.I.323f.); sml. kvætte og II. skvatte   præt. (i intr. anv.) har muligvis tidligere (som i no.) haft formen skvat (jf.: En usikkrere Existens fører enkelte Imperfecta som . . skvat for skvættede. EJessen.Gram. 136), men skvat opfattes (og bruges) nu som præt. til II. skvatte   i da. vistnok laant fra no., jf. dog: “sqvætte (for: sqvatte) . . høres i Siælland og Norge.” VSO.VI.750   ikke i alm. spr.) 1) om visse fugles (solsortes, stenpikkeres) lydfrembringelser. Børnene stod og lyttede til en Solsorts Skvætten. JakKnu.G.3. Paa Stranden udenfor Digerne piler Præstekraven afsted over Sandet, og Stenpikkeren skvætter sin Visestump fra de lave Digers Top. AchtonFriis.DØ.I.185. Nu kommer der pludselig to Stenpikkere og laver Staahej omkring mig . . De skvætter ad mig og taler et Sprog, som ikke kan refereres, vipper med Halerne. sa.DSØ.II.147. 2) d. s. s. II. skvatte 1. Moth.S389. Spanden (fra en brønd) gled op foran hans Ansigt, medens Vandet skvættede over Randen kun en Haandsbred fra hans brændende Læber. SMich.Dø.131. En Fiskerjolle tumlede og vippede derude, Skummet skvættede op om den. Kidde.AE.II.42. 3) d. s. s. II. skvatte 2. Nogle stod og traadte i det vaade, som æltede de Ler, nogle bøjede Knæene og skvættede Vand op under sig. Madelung.EH.60. *Drammer, | der skvættes ned med Tuborg Øl. KBecker.S.III.56. jf.: Cyklisterne . . jog i Stimer foran den Elektriske. Det saa ud som den skvættede dem bort fra Skinnerne. AndNx.PE.IV.152. Kleinsmeden (lagde) pludselig sin Næve i Bordet, saa at Blækhusene . . skvættede paa Papirerne. SvendThorsen. LunetsSønner.(1937).155.   skvætte bort, (nu næppe br.) billedl.: øde bort; sætte over styr. Moth.S389. 4) d. s. s. II. skvatte 4. Det skvætter i hende, for pludselig render Tonerne opad. KMich.LL.35. HRaage.Frilufts- Liv.(1910).23.