slentre, v. [ˈslændrə] (især tidligere ogs. (skrevet) slendre. Biehl.DQ.IV.178. Winth. IX.75. Kierk.II.68.VIII.88. CKMolb.(Brøchner.Br.138). – dial. slintre. Moth.S484. UfF.). -ede. vbs. (l. br.) -ing (Larsen.). (ænyd. d. s., sv. (dial.) släntra, no. slentre, ty. schlendern († schlentern; nt. slentern), holl. slenteren; til II. slente (til dels (med paavirkning) fra ty.); jf. Slendrian samt slante, slantre, II. slunte) 1) (i rigsspr. kun i tilfælde, der ogs. kan føles som hørende til bet. 2) i al alm., som udtryk for uregelmæssig bevægelse (af noget, der sidder ell. hænger løst).    1.1) bevæge sig usikkert, ustøt, svingende; dingle; rokke; vakle. Hamren (kan) uden Slendren let . . bevæge sig op og ned naar man trækker i Touget. Hinnerup.Juv.434. Posen (dvs.: skoletasken) slentrer hende om Hælene. FJHans. PS.II.162. jf. bet. 2.1: en engelsk Gentleman . . med en urimelig lang Figur og en Slentren i alle Bevægelser, som om det var ham umuligt at beherske dette ualmindelige Corpus. Holst.III.131. Se Maaden, hvorpaa de førte deres Arme og Ben, slentrende, selv om de havde Hast, med lange daskende Armbevægelser. SMich.Va.5.    1.2) (nu næppe br.) trans.: føre af sted paa uregelmæssig maade; føre, kaste hid og did. Et Søebrud fra Siden borttog . . den ved Stormasten fortøiede Baad, og slentrede en gammel Invalid, der just vilde nedtage sin Madpose af Baaden, ud over Rælingen. TMørch.MitLevnet.II.(1831).59. 2) især om person, som udtryk for (langsom, skødesløs) bevægelse fremad (gang).    2.1) bevæge sig (gaa; især: paa banet vej, gade) paa en lidet energisk, en skødesløs maade, uden stræben efter (hurtigt) at naa et bestemt maal, uden noget særligt paahvilende arbejde (i sin fritid, under lediggang), spec. (jf. bet. 1): med svingende bevægelser af kroppen, lemmerne, slap legemsholdning olgn.; drive (af, af sted, om(kring) osv.); ogs.: lunte (IV.2); især i forb. m. adv. ell. præp., som slentre om (Biehl.DQ.IV.355. KLars.AH.81), omkring (Riber.I.157. KLars.Ci.40), af sted (Brandes.VI.465. Hørup.II.267) olgn. De forbandede Juulestuer . . Mine Børn kand umuglig blive derfra. Min Kone slentrer med for Opsyns skyld. JRPaulli.JM.8. *Dermed hand fra Huus og Qvinde | Slentrer af paa blissed Hæst. AlbThura.Betænkn.F4^v. Kiedsomheden selv synes at have leiret sig over Alleen. Man slentrer mechanisk op og ned deri. Bagges.L.I.330. Jeg gik fra Nørreport ind paa Veien, og slentrede ganske langsomt i Retningen mod Vesterport. Heib.Poet.X. 107. slentre frem og tilbage i sine egne Tanker. Gylb.(1849).VI.102. Som en Drømmende slentrede (dvs.: ravede) han afsted. NPWiwel.R. 195. Den, der vil have at gøre med Naturen paa egen Haand, maa leve af Tilfældigheder. Han maa kunne slentre. VilhAnd.AD. 106. En Betjent slentrede med Hænderne paa Ryggen. Tandr.R.7. MDL. Feilb. UfF. om dyr: hans Hund slentrede bagefter med ludende Hoved. Blich.(1920).XXIV.56. som udtryk for langsom kørsel: 1833 . . var der ingen Jernbaner, langsomt slentrede det fremad . . der sad man stuvet ind i tunge, klodsede Postvogne. HCAnd.ML.117.   med angivelse af vej(strækning). *jeg slentrer hen den vante Vei, | Urolig og beængstet vel – men gaaer dog. Ing.M.30.   (sj.) om rindende vand. han sidder grundende ved en slentrende, sladrende bæk. Grønb.RS.4.   (jf. bet. 2.2) uegl. Gengivelser af catulliske Lejlighedsdigte i mere frit-slentrende, Wesselske Versemaal. Tilsk.1938.I.88.    2.2) (især ) overf., om en person(s adfærd, virksomhed, tilstand): leve (tilbringe sin tid, lade tiden gaa) paa tilfældig maade, uden bestemt (livs)maal, dreven af tilfældige indskydelser ell. (sløv) vane, henfaldende i (sløv) uvirksomhed; leve paa bedste beskub; drive (gennem tilværelsen). (i forb. som slentre gennem livet, tilværelsen, slentre livet, tiden hen olgn.). (tabet af Arendse) giorde mig reent uenig med alt det, som man kalder timelig Lykke . . Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde. Ew.Skr.I.XXII. Tiden slentres hen, jeg har ingen Ide til digterisk Virksomhed. HCAnd. SL.126. En af (sygdommens) værste Følger var en tiltagende Slentren i mit Livs saavel private som offentlige Forhold. PalM.IL.III. 35. I denne glade Indbildning slentrede jeg Sommeren og Vinteren hen uden egentlig Beskieftigelse. HBDhlp.I.26. En mand, der havde slentret gennem livet uden at ville noget bestemt. Hjortø.Kr.80. fra en godmodigt-ligegyldig Stemnings Slentren er det vanskeligt at blive aktiv i et Nu. JacPaludan. (Pol.¹⁵/₇1934.9.sp.6).    2.3) (jf. II. drive 11.2 slutn., IV. lunte 2 slutn., slæbe (af) ofl.; nu l. br.) om ydre forhold (af en lidet tilfredsstillende art), som man nogenlunde kan finde sig i, lader passere olgn. jf. bet. 2.2: (fortrædelighederne) satte ham i et saa ilde Humeur, at han ikke kunde arbeide mere og lod det slentre hen. HCAnd.(Bogvennen.1929.19).   det slentrer ell. kan slentre hen (Moth. S485) ell. (især) af, det kan (lige) gaa an, taales, “slæbe af”. MO. (“Dagl. Tale”). Gadeordb.²

Slentrer, en. flt. -e. (l. br.) person, der slentrer, gaar slentrende, spec.: paa en bys (befærdede) gader. *han blev en halvgal Slentrer i den naadeløse By. FrNygaard.Flag ogVimpler.(1920).58. den stimlende Mængde af aftenlige Slentrere. BerlTid.²¹/₁₂1929.Aft.11.sp.1.