snorke, v. [ˈsnωr̥gə] tidligere og dial. ogs. [ˈsnor̥gə] jf.: udt. alm. med å, = Storke; af Nogle med o, = slurke. Levin. sml. Feilb. (tidligere ogs. skrevet snaarke. Ew.(1914). III.156. – nu kun dial. snarke. Moth.S 564 (se sp. 1188¹⁰). JRPaulli.N.48. jf. Feilb. Esp.315). -ede. vbs. -en (sj. i best. f.: Snorkenen standsede. Værløse.Jonna.(1938).89) ell. (sj. i rigsspr.) -ende (Jeg synes ikke, du kan være det Snorkende bekendt. DagNyh.³/₁₂ 1925.9.sp.4), jf. I. Snork, Snorkeri. (ænyd. snorke, snurke, snarke, glda. snarka (SjT.95), sv. snarka (dial. ogs. snorka, snärka), no. dial. snarka, snerka, eng. (dial.) snork, snark, mnt. snorken, snarken, holl. snorken, snurken; egl. lydord, jf. IV. snarre, II. snerre, snorle, II. snurre olgn. samt Norkand) 1) udstøde en snerrende, prustende, skrydende, fnysende lyd.    1.1) om saadan lyd, foraarsaget ved, at aandedrættet under søvnen sætter ganesejlet i slubrende bevægelse; ogs.: have tilbøjelighed til snorken. (ofte m. overgang til bet. 3). jeg (spurgte) hende, om hun snorkede i Søvne. Holb.MTkr.243. *Jeg snorker, som du veed; bliv ved at læse, | Saa længe til du hør Signalet af min Næse. Bagges.I.168. *Høit det i Skoven rumled, | Saa snorked den lede Trold. Oehl.ND.43. AKrogh.Fysiol.52. jf.: Han snorkede altid i (alm.: gennem) Næsen (dvs.: naar han sov). HuldaLütk.DegnensHus.(1929). 70. (l. br.:) snorke som en byfoged (vel med hentydning til Bagges.I.168). Wied.HC And.85.   (l. br.) m. obj. *Jeppe saa sødelig sov, | At ingen Klokker . . | Meer rolig har snorket sin Bas. Bagges.I.75.    1.2) (nu næsten kun dial. ell. som overf. anv. af bet. 1.1) om lignende lyd, udstødt under stærk anstrengelse ell. sindsbevægelse; fnyse   om menneske (tidligere ogs.: “være heftig vrêd, skende og larme”. Moth.S582. jf.: snorke en over, overfuse en. smst.). Hr. Jesper fnøs med Vælde, snorkede under Indflydelse af Aanden og læste Salmen til Ende. JVJens.HH. 78. Degnen . . kom til, snorkende og formaadslet (dvs.: udaset; jf. mosle) af at skræve i Driverne. sa.NH.218.   om dyr (navnlig: hest). *Hesten som mand seer at snorke og at skumme, | Af lutter Ivrighed. Helt.Poet.225. Trækker Hesten Luften til sig med Hæftighed og giver den fra sig med en stødende og raslende Lyd, siges den at snorke. Viborg.HY.36. Vore Heste . . snorkede, reiste sig paa Bagbenene, gav . . umiskjendelige Tegn paa Frygt og Modbydelighed. Blich.(1920).XXIX.43. Oxen . . skrabede . . i Jorden, snøftede og snorkede med Næse og Mule. Winth.Morsk.25. JVJens.SS.137. Feilb. † om tigerens lyd: snarke. Moth.S564.   (l. br.) m. obj. Hvalrosserne . . snorker en Lyd, der ligner (et) Suk. MLorentzen.(Pol. ¹/₂1940.11.sp.3).   (l. br.) bevæge sig snorkende omkring, i forb. som snorke omkring. Jeg meente der var ikke andet, end lutter Hvalrosser og Sælhunde, der snorkede saadan omkring paa Iisstumperne. Oehl.Hugo vonRheinberg.(1813).83.    1.3) om boblende, kogende lyd frembragt af luft i vædske olgn. (ofte upers.). det snorkede meget stærkere i den (gryde) end i den anden. Krist. JyF.V.215.   uden for dial. nu kun (dagl., spøg. og alm. opfattet som overf. anv. af bet. 1.1) om den lyd, der opstaar i en pibe, naar luftstrømmen sætter pibesovsen i bevægelse. han . . drog et Suk gjennem det snorkende Piberør. Pont.UE.52. det snorkede i matrosens kridtpibe. NMøll.H.108. derfor behøver De ikke at lade Piben snorke. KMunk.Sm. 45. Feilb.    1.4) (overf. anv. af bet. 1.1; l. br.) om andre lyde af lignende art. *hør hvor Tordnen snorker hult! ChKjerulf.FE.294. nu dumper Obo og Fagot vrøvlende og snorkende ind. SvendborgAvis.¹⁴/₄1921.5.sp.3. 2) (nu ikke i rigsspr.) snuse (luft, slim) op gennem næsen (med en snorkende lyd). man vænner sig til at snorke Slimen bag i Svælget og derefter at spøtte den ud af Munden. PolPhysMag.VII.244. jf. snorke ind, op, (dial.) snuse op igennem næsen. Feilb. 3) (ofte vanskeligt at skelne fra bet. 1.1; jf. III. snue 3; dagl., spøg.) sove (dybt og snorkende). (slette digtere) have en Kraft som en Sove-Drik, jeg læser ikke to Sider, førend jeg snorker. JSneed.I.110. *Borgeren snorker alt, men vi – | vi gå på perlefiskeri (dvs.: i punchebollen). Hostr.SD.I.2. Pudserens Arbejde, hvilket ofte bliver gjort om Natten naar Fyrbøderen snorker. Rambusch.L.70. snorke som et murmeldyr, se Murmeldyr 2. billedl.: *Saa døde jeg i Kiel – hvor alting snorker | Alt hvad det evner, og formaaer, og aarker. Bagges.Ep.251.   snorke ind, (sj.) sove ind. Ps. 76.7 (Lindberg). (han) smed sig paaklædt i Sengen og snorkede ind. Bergstedt.A.249.   snorke ud, sove ud. vAph.(1764). især i forb. snorke rusen ud (jf. u. I. Rus 1.2). *(han) snorked endnu ud sin Gaardags tætte Ruus. Steners.Poes.18. Bagges.ComF. 127. jf.: naar De neppe endnu har kastet Dem i Deres Edderduun, forat udsnorke Dunsterne af Champagneren. FGuldb.(Rahb. Tilsk.1796.653).

I. Snork, et ell. (nu kun dial.) en (Moth. S582. Feilb. jf. u. bet. 1.3). [snωr̥g] flt. d. s. (sv. (dial.) snork (i bet.: fnysen, raseri), no. snork (ogs. fk.), ty. schnarch; jf. ænyd. snorcke, snorken; til snorke) 1) det at snorke; især om den enkelte snorkende lyd.    1.1) til snorke 1.1. Moth.S582. (de) udstøder . . dybe Snork. Cavling.A.I.56. snart efter sov alle deres skuffelse . . ud i lange snork og pusten. Freuchen.R.95.    1.2) (især dial.) til snorke 1.2. (hesten) bliver forskrækket . . giver et Snork og et Prust. Buchh.FD.210. om fuglelyd (jf. bet. 1.4): den bleggraa Himmel, hvor Vildgæssene trak under ru og ramme Skrig og Snork. KnudPouls.Va.179.    1.3) til snorke 1.3. Feilb.   uden for dial. kun (dagl., spøg.) m. h. t. pibe: Der blev stille i Stuen, saa Snorken fra (hans) sure Pibe hørtes tydeligt. Skjoldb.L.42.    1.4) (l. br.) til snorke 1.4. *Biler som Ravne | i Hæsheds Delirium hvæser sit Snork. TomKrist.F.12.    1.5) (især spøg.; l. br.) til snorke 3: søvn. Han skal nu altid have et sjofelt Revyrefræn eller en fransk Anekdote for ikke at slippe i Snork. KMunk.H.47. 2) (jarg., l. br.) søvnig person. Gaar De og sover, Snork! Ka' De ikke høre, jeg kimer! DagNyh.²¹/₇1922.5.sp.3. jf. Feilb.

II. Snork, et. [snωr̥g] (jf. dial. snorke, snerpes sammen, skrumpe ind (Feilb.), snorken, sammenskrumpet (MDL. Feilb.), oldn. snorkinn, til oeng. gesneorcan, skrumpe sammen, jf. oldn. snerkja, sammensnerpe, rynke; besl. m. II. snerpe; dial.) lille, magert, forkrøblet dyr (MDL.); lille menneske; purk. hele Stumpen er maaske godt og vel fire Aar . . Nærmest skulde man tro, at det lille Snork legede Avisdreng. JVJens.LA.101.

III. snork, interj. [snωr̥g] (til snorke ell. I. Snork; sj.) som gengivelse af en snorkende lyd: han synger “Snork-snork” (dvs.: snorker). JHugo.HM.IV.124.

snork-, i ssgr. (som regel med hovedtryk paa begge led). i ssgr. til snorke 1.1 (ell. I. Snork); jf. Snorke-.