Spuns, en (saaledes vistnok altid i bet. 4.3) ell. et. [sbon's] (især tidligere ogs. skrevet Spunds). flt. -e (Amberg. VSO. (u. Spundsdug). Krak.1930.II.1377. DanmarksSkove. (1938).355) ell. -er (Forordn.¹⁸/₃1776.Till. MO. Saaby.⁷ Suenson.B.II.113. jf. FagO Snedk. Glahder.Retskr.). (no. spuns, sen. oldn. spons (n.); vel fra ældre holl. spons, sideform til spon, se Spund; jf. spunse, Spunsel   i da. kendes ordet først fra det 18. aarh.) 1) (jf. Spund 1; nu kun dial.) (rundt) hul i en af staverne paa en tønde, fustage olgn., hvorigennem den (kan) fyldes og tømmes; spunshul. da hand . . stak et Lys igiennem Spundset . . havde Lysets Lue tent Ild i Brendeviinet. Æreboe.171. Øllet (bør) fyldes paa Tønder, hvor det maae ligge med aabent Spunds i 24 Timer . . for at udgjære. Olufs. NyOec.I.159. *Det flød fra ham, som Øl af Spunds. Winth.II.137. Feilb. UfF.   billedl.; jf. bet. 2.1: *Jeg i mit Versespuns maae sætte Tol (dvs.: slutte digtet). Rahb.(Kulturminder.1939.157). jf. bet. 3: *Vi slaae i Nøden Hul paa (PalM.¹V.235: *Vi just i Nøden aabne) Glædens Spunds. PalM.AdamH.II. 334. 2) (jf. Spund 2) overf. anv. af bet. 1.    2.1) (sj., spøg.) om et menneskes mund. *lad mig faae et Glas Æggepuns, | som jeg kan hælde i mit Spuns. Oehl.Digte.(1803).251. RudBay. EP.I.163.    2.2) ⚙ aabning i blokken paa (større) høvle, hvorigennem høvlspaanerne glider; spaanaabning. Møbelsnedkeri.[1937]. 137. 3) (jf. Spund 3 og Dødike, Prop 1.2; sml. Gærspuns) (ret kort, men bred) prop af træ, hvormed spunshullet paa en tønde, en fustage olgn. kar tillukkes. vAph.(1759). Blich.(1920).V.132. Blodsprøjtet fra de to store Aarer paa Halsen foer ham i Ansigtet som Skummet af et Fad Pæremost, som man tager Spundsen af. Schand.RP.36. et “Spuns” . . et firkantet Træstykke, paa hvis Underside der var en Tap. FrGrundtv. LK.173. jf.: Bayerske Spunse . . Ring-Spunse . . Hul-Spunse . . Fade-Spunse. Bødkeri.10.   slaa spunset op, slaa spunset (ud) af en tønde olgn. S&B.II.339. Wied.TK.16. FrNygaard.SS.53. m. overgang til bet. 1: slaa spunset til olgn. GHMüller. Dänisch - deutsches Wörterbuch.(1800).I.359. Cit.1909.(OrdbS.).   billedl. (det) giærede . . i mig, til Sponsen af sig selv fløi op, og jeg blev Forfatter. Grundtv.DV.III.171. Der er noget mere (dvs.: anklager mod Griffenfeld), naar vi først faar Spunset af Tønden. Rosenkrantz.G.II.52. Denne Vittighed . . slog Spunsen ud af Tønden, og en skraldende Latter rullede igennem Rummet. Skovrøy.Fort.132. 4) (jf. Spund 4) overf. anv. af bet. 3.    4.1) (jf. Knækspuns; fagl.) mindre (og især: kort og bredt) stykke træ, der anvendes til udfyldning af et mindre hul i et andet træstykke (fx. naar en knast er blevet hugget ud); kalv (I.2.2). Forordn.¹⁸/₃1776.Till. Mil TeknO. Funch.MarO.II.125. FagOSnedk.   (snedk.) mindre stykke træ, der tilpasses og limes i høvlens blok foran jærnet for at gøre spaanhullet mindre. PolitiE.Kosterbl.¹⁸/₇1922. 2.sp.2. FagOSnedk.   (foræld.) metalstykke, som indsættes i et stykke skyts for at skjule støbefejl. MilTeknO.    4.2) ⚙ ved boring af hul med spunsbor gennem (metal)plade olgn.: massiv prop, der bliver tilbage i hullets midte, naar en smal, ringformet spaan er skaaret bort. Wagn.Tekn.240.    4.3)  paa (signal)flag: mindre stykke flagdug af særlig form og farve, som er indfældet i flaget. BerlTid. ²²/₁₂1908.M.3.sp.4. En Time før Skydningens Begyndelse hejses rødt Flag med hvid Spuns. Den danskeLods.(1919).242.

spunse, v. [ˈsbonsə] (især tidligere ogs. skrevet spundse). -ede. vbs. -ning (i bet. 1: VSO. (u. spundser). i bet. 3: LandbO.IV.343. IngBygn.1940.250.sp.1). (no. d. s., sen. oldn. sponsa; afl. af Spuns; jf. spunde; fagl.) 1) (jf. spunde 1) sætte en prop (spuns) i spunshullet paa en tønde osv. (og derved lukke den). vAph.(1764). Leth.(1800). Scheller.MarO. Feilb. UfF. jf.: *nogle Dunke med Viin du mig fylde! | . . vel med Laag du dem spundse! Wilst.Od.II.v.353.   i forb. m. adv. (jf. afspunse). spunse op, (jf. opspunse; nu sj.) aabne (en tønde osv.) ved at aftage spunset. vAph.(1759). spunse til, (jf. tilspunse) lukke (en tønde osv.) ved at sætte spuns i spunshullet. vAph.(1759). Fynsk Hjemstavn.1939.137. UfF. 2) (jf. Spuns 4.1) indsætte en træklods olgn. til udfyldning af et hul i et stykke tømmer. Funch. MarO.II.125. VSO. Feilb.   ogs. (dial.): indfælde et stykke stof paa klæder. smst. 3) (som gengivelse af ty. spunden, note, pløje (3.2) (se u. Spunding)) forbinde, sammenføje to tømmerstykker (pæle, planker olgn.) ved hjælp af en not paa det ene stykke og en fjeder (I.4) paa det andet ell. ved hjælp af en not i hvert tømmerstykke og en i disse indsat sløjfe (I.3) (saaledes at tømmerstykkerne danner en sammenhængende flade); især som vbs. (se ovf.) ell. i part. spunset anv. som adj. LandbO.IV.343. OpfB.⁴IV.159.

Spuns-, i ssgr. [ˈsbon(')s-] 1) (ogs. Spunse-. se u. Spuns-bor, -dug, -hul, -kølle). af Spuns, især i bet. 1 (ell. (delvis) gen. af Spund, anv. som 1. led af ssgr.). 2) (efter ty. ssgr. m. spund-, til ty. spunden, se u. Spunding) af spunse 3; se Spuns-bjælke, -jærn, -planke, -pæl, -væg.

II. spunse, v. (oprindelse uvis; dagl.)
bevæge sig hurtigt; drøne af sted. 1953.(se u. II.okse S).