Sten-plante, en. (jf. -vækst) 1) om plante.    1.1) plante, der vokser mellem sten ell. paa stengrund; nu spec. (gart.): plante, der egner sig til stenhøje olgn.; stenhøjsplante. denne Steenplante, der er saa sjelden her i Danmark . . har jeg . . fundet her ved Gjærdet. Hrz.FN.42. Erstad-Jørgensen.Anlægsgartneri.(1926).311. Gartner-Ti¤ dende.1930.Annonce-Afd.262.sp.2.    1.2)  den stenlignende plante Mesembryanthemum pseudotruncatellum. Cit.1918.(OrdbS.). 2) (efter nylat. lithophyton, dannet af gr. líthos, sten, og phytón, plante; foræld.) om plantedyr, især koraller (tidligere opfattet som staaende paa et mellemtrin ml. mineral- og planteriget); ogs. om forstenet plante (vAph.Nath.VII.597). Ruge.FT.6. *Ormen laae . . i Havet . . | Bag Steenplanterne begravet. Oehl.XXIX. 116. *Flodens stærke Bølger . . | Hvor evigt ene | Beenraden vikles i Steenplantens Grene. smst.XXX.134. Kielsen.FLN.I.325. jf. Stenplantedyr. Cuvier.Dyrhist.II.363.