Tand-læge, en. (jf. -brækker 1, -doktor, -trækker 1 og Dentist) faguddannet person, der giver sig af med tandudtrækning, behandling af tandsygdomme, plombering, indsætning af kunstige tænder olgn. LTid.1747.94. Vil . . den hule Tand ey . . blive stille, saa er intet bedre Raad, end at man lader denne urolige Giæst udtage ved en habil Tand-Læge. WeisbachsCuur.(overs.1755).82. Goldschm. Chol.69. PHans.KK.252. Æter af den Slags, Tandlægerne sprøjter ind paa deres Patienters Gummer for at bedøve. Buchh.UH.14.    hertil ssgr. som Tandlæge-assistent, -behandling, -bor (jf.: La Rochefoucaulds sjælelige Tandlægebor. BogensVerden.1945. 15), -brev (et af sundhedsstyrelsen udstedt bevis for en tandlæges ret til at praktisere. Sal.²XIII.268), -eksamen (Bek.Nr. 18¹/₃1873), -kunst (KancSkr.¹²/₃1844. Sal.² XXIII.65), -praksis, -skole (Anordn.Nr. 113¹⁹/₆1888. Krak.1936.II.2176), -stand, -stol (stol, i hvilken patienten sidder under tandlægebehandling (jf. Operationsstol). KAbell.M.64), -studerende, -tilsyn (spec. om skoletandlægers kontrolerende virksomhed. Sal.XVII.934), -videnskab, -virksomhed, -væsen. i ssgr. tandlæge-behandle (Skolebørnene .. skal lægeundersøges, tandlægebehandles .. o.s.v. B.T.7/12 1950.7.sp.3), -hjælp (Tandlægehjælp fra sygekasse. LeksOpdr.II.2113), -lampe (JyllP.14/9 1939.4.sp.6), -vagt (I Lighed med Lægevagten bør der oprettes en Tandlægevagt. B.T.9/1 1935.11.sp.4).