Tjur, en. [tcu^?r] tidligere undertiden udtalt i to stavelser, jf.: “to Stavelser”. MO. og: *Tiurer bryste sig paa Skovens høye Toppe. Rein.13. *(jeg) Gad lyttet i den mørke Skov | Til kæmpende Tiurer. Blich.(1920). XXI.113. (sj. Tjure. smst.XVI.117.119. – sj. (m. sv. form) Tjæder (m. flt. -e). EJessen. (Norsk hist. Tidsskr.III.(1875).23). BMøll. DyL.II.228. HKaarsb.LU.113. – nu næppe br. (m. no. form) Tødder. vAph.(1764). Suhm.Idyller ogSamtaler.(1772).12. vAph.Nath. VIII.104. VSO. – sj. Tjødder. Blich.(1920). XVI.149f.). flt. -er. (fra no. tiur, der er sa. ord som no. tidur (dial. tødur ofl.), sv. dial. tidur, oldn. þiðurr, hvortil sideformen sv. tjä- der (fsv. t(h)iædher, thiædhur), sv. dial. tjä- dur, tjödör ofl.; besl. m. gr. tétrax, tetráōn, urfugl; ordet, der er spec. nordisk, er egl. lydord)  den store urfugl Tetrao urogallus (der i stenalderen levede vildt i Danmark, men nu kun findes her som indført); undertiden spec. (mods. I. Røj) om fuglens han: tjurhane (vAph.Nath.VIII.105. Blich.(1920).XVI.149. jf. VSO.). det slags store Fugle, som de Norske kalde Tiur. Holb.Ep.IV.447. *Da flygted Ulv og Vildsviin, dertil den brune Tiur. Hauch.SD.I.281. Winth.HF.210 (se u. II. Terne 1). Tjurer, Urfugle og Snepper. Bogan.II.69. Dværgfyrren fik Vinger bedst som man saa paa den og fødte den vældige Tjur. JVJens.Br.211. tjuren slaar (se slaa sp. 218⁵³) ell. spiller, se III. spille 9.3; jf. ogs. u. I. Spil 8.2.

Tjur-, i ssgr. [ˈtcu(·)r-] (sj. Tjure-. fx. Tiurejagt. Blich.(1920).XVI. 111. Tiurelegen (dvs.: om tjurens parringsleg). smst.XVIII.136). fx. Tjur-fugl, -hane, -høne (dvs.: røj (I)), -høns, (-hønse)-æg, -kylling.