Troskab, en. [ˈtr̥oˌsga^?b] (glda. troskab, -skap (SjT.19.79. GldaKrøn.202. Mand. 128), oldn. trúskapr; jf. Trohed; især  (jf. dog Feilb.)) den egenskab ell. det forhold at være ell. vise sig tro (II). 1) til II. tro 1(1); alm. i forb. som love, (til)sværge en troskab, (be)vise troskab imod en olgn. Jakob (sagde til) sin Søn Joseph (:) beviis den Miskundhed og Troskab (1931: Trofasthed) mod mig, at du . . ikke begraver mig i Ægypten. 1Mos. 47.29. da ville vi vise Miskundhed og Troskab (1931: Trofasthed) imod dig. Jos.2.14. Holb.Tyb.V.2. Vi To (dvs.: venner) have allerede tilsvoret hinanden Troskab og Bistand. Heib.Uadsk.71. *Hjerter, der af Troskab lue. Hauch.LDR.4. svundet er Troskab (1871: de Trofaste ere blevne faa) blandt Menneskens Børn. Ps.12.2(1931).   spec. (jf. Fyrstetroskab) m. h. t. undersaat, hirdmand, tjener olgn. i forhold til kongen, herren. Almuen opsagde Nicolao (dvs.: kong Niels) Troeskab. Holb.DH.I.209. Ingen Dyd er stor og ædel, som Troeskab mod sin rette Konge. Ew. (1914).I.311. Folkets Troskab støtter Thronen. Mynst.Præd.(1829).13. Hirdmændene . . knælte for ham og svor ham troskab. AOlr. DH.II.136. love, opsige, (til) sværge en huld(skab) og troskab, troskab og mandskab olgn., se u. I. Huld 2, Huldskab, Mandskab, opskrive 2. hjon(et)s, svendens, tjeneres troskab styrker bondens boskab, se Hjon slutn., II. styrke 4.2.   (jf. Kvindetroskab) m. h. t. forhold mellem to elskende, trolovede, ægtefæller. Jeg har faaet nogle Griller i Hovedet og tviler om min Hustrues Troskab (dvs.: mistænker hende for ægteskabsbrud, utroskab). Holb.Bars. V.2. *naar du kommer, da kom troe igien; | Min Troeskab kiender du, den dig ei sviger, | Med lige Troeskab bør du lønne den! Rahb.PoetF.II.18. *Misundes maa den Dame . . | Hvem han sin Kjærlighed, sin Troskab skjænkte. Heib.Poet.IV.48. Romeo sværgede Julie evig Troskab. Skuepl.117. jf. Troskabsed: *Din (dvs.: digterens) Grav de Elskendes Pagt skal værge | . . de sværge | der hinanden Troskabens Eed. FGuldb.II.6. *Her har jeg . . | Den Elskte mødt . . | Hørt Troskabs Eder af hans falske Mund. Heib.Elv.97.   (sj.) til II. tro 1.2. i vor tid, da troskab mod fortiden bliver så sælsynt. ADJørg.IV.5.  2) (jf. Natur-, Oversættertroskab) til II. tro 2. Oversættelsens Troeskab. NyerupRahb. II.169. Virker Heiberg ved sine geniale Overdrivelser . . saa staar Hostrup ene ved sine Portræters slaaende Troskab. Brandes. II.226. jf. bet. 1 slutn.: Det er gennemgaaende Dialekterne, der med størst Troskab har bevaret de oprindelige Former. Byskov.M.68.2 Der krævedes (: af skuespilleren) troskab mod teksten. “Vil du være vittigere end Holberg?” spurgte Lindgreen. JNeiiendam.Hofteatret rundt –.(1952).100.   

Troskabs-, i ssgr. [ˈtr̥osgabs-] især (navnlig ) af Troskab 1; fx. (foruden de ndf. opførte) Troskabs-baand, -forhold, -kys, -ord, -prøve ofl.