Vaage-stue, en. (ænyd. vaage-, vogestue, ogs. om gilde aftenen før visse helligdage) 1) (l. br.) stue, hvori der vaages over en syg, ell. (nu næppe br.) hvori der holdes vagt, vagtstue; ogs., i forb. holde vaagestue, m. abstr. bet.: vagt. BDiderichsøn.Friderichs- Berg.(1705).D1.^r Niels Rytter . . greb Ølkruset – “Du veed hvad der hører til en Vaagestue, naar man skal holde Øinene aabne.” Ing.KE.I.21. I har jo været Krigsmand og maa vel her ilive have holdt Vaagestue meer end een Nat. Gylb.XII.293. Da det ene Dødsfald fulgte efter det andet (var der) indrettet Vaagestuer baade paa første og anden Afdeling (af hospitalet). Woel.DG.206. 2) (jf. Lig- (1), Sørgestue (2) samt u. III. Vaage; foræld.) stue, hvor der vaages over et lig (Moth.V12), ell. (især) sammenkomst (af slægt og venner) i lighuset (1), sørgehuset m. sang, dans, drik og anden lystighed, især aftenen før begravelsen (se nærmere Werl.Holb.²347ff. TroelsL.³XIV.95. 103f.). Holb.Mel.IV.7. Hübertz.Ærø.(1834). 270. MDL. Feilb. Læsøfolk.195.