abrupt, adj. (i ældre spr. ogs. (adv.) abrupte. HolbO.). (ty. fr. d.s.; af lat. abruptus)
afbrudt; usammenhængende; pludselig. han (har) selv lagt sig Hindringer i Vejen ved at begynde for abrupt. Horreb.(1797).II.344. Sluttet skal dog ethvert Digterværk være .. i den Betydning, at man i poetisk Henseende føler sig tilfredsstillet .. Med andre Ord, den abrupte Slutning maa være betinget ved Digtets Natur. Heib.Pros.IV.451. Hans Tale var saa hurtig, at Ordene snublede over hinanden .. Hans Stil var knudret og abrupt. Schand.O.I.138. en lille tyk Mand med .. hurtige, abrupte Bevægelser. SvLa.PV.23. Hun trak fra med en stiv, abrupt bevægelse, gardinets træringe klirrede forskrækket. Branner.R.8.