allen-stund, adv. † allestund. Ing.PO.I.34. (ænyd. d. s. (Levin), dannet af alle stunde, altid, i lighed m. al den stund, jf. ogs. akk. m. allen sp.402²⁴; foræld.) altid. *Forandring allesteds og allenstund fornøier. Bagges.V.209. smst.I. 242. *Hemmelighedens Vogter er Vidar allenstund. Oehl.NG.183. Oehl.XIX.104. *Jeg siger Sanden nu og allenstund. Søtoft. KH.57. Rørd.GK.¹II.13.altid. (jf. i allen stund / Stund 2.1; sml. al den stund, aldenstund / Stund 2.4 ). han fandt os dog allenstund rede til at lyde. Rothe.(Rahb.Min.1786.I.180).    (jf. allenfals ) m. indrømmende bet.: i hvert fald. *Ifald der muligviis kan ligge | I Lignelsen om Statuen en Grund | Til denne Paastand, troer jeg allenstund, | At Lignelsen ei svække kan min Mening. Hrz.D.III.174. En af Landsens Børn er han allen Stund (ikke). Gjel.HS.228.