forstjaalen, part. adj. [fωrˈsdjå^?l(ə)n] intk. -stjaalet ell. (nu vist kun) -stjaalent. (jf. sv. förstulen; efter ty. verstohlen, egl. part. af verstehlen, stjæle; jf. VI. for- 5; især , l. br.) hemmelig; lønlig; stjaalen. *Paa ham saa mangt forstjaalet Blik mon falde | Af mangen Skjoldmø. Heib.Poet. VIII.39. Klærkene (gav sig) forstjaalent . . til at kigge i Hedningenes Skrifter. VVed. R.35.