fuld-færdig, adj. [3; 6] [-ˌfɐ̤r(')di] (skanderet fuldˈfærdig. Schand.SD.145). ogs. fuldtfærdig. Drachm.T.247. (glda. fulferdik (Mand.26); jf. holl. volvaardig) naar dennem Breve, eller Domme, fuldfærdige tilstillis. DL.1–25–19. der skulde bygges et kongeligt Slot, og det skulde staa fuldfærdigt inden et Aar.SvGrundtv.FÆ.II.26. vi (stod), ikke i fuld Puds, thi dette var strengt forbudt paa Fisketure, men fuldfærdige til Opbrud i Havestuen. Drachm. EO.108.

† fuld-færdige, v. [3; 6] vbs. -else (LTid.1720.Nr.27.5. Holb.Kh.371. MR.1810. 459). (jf. -færdig samt sv. † fullfärdiga) gøre helt færdig; tilendebringe; fuldføre (2). Og er saaledis dette vigtige Verk . . nu fuldfærdiget og kommet til den Ende, at det . . er vordet trykt. DL.Fort. Og det huus blev fuldfærdiget (1871: fuldt færdigt), indtil den tredie dag i Adar maaned. Esr.6.15(Chr.VI). den eene lagde Grundvold til hvad den anden fuldfærdigede. Holb.Hh.II.223. Arbeydet . . forestilles ey som fuldferdiget i den Tiid, der tales om.Høysg.S.56. Politivennen.1801.2419.   2 (ældre spr.) udføre; virkeliggøre (jf. -byrde 2, -føre 1 ). HolbO.