gemytlig, adj. [geˈmydli; vulg. ʃe-, jf. Sjemytlihed. Tandr.HS.42]. (endnu ikke i VSO.1802; jf. ty. gemütlich (i bet. 1); til Gemyt) 1) † til Gemyt 1. Man har villet give Almuen en ny Litteratur, og Følgen deraf er, at den har slet ingen: den nye svarer altfor ofte ikke til Bondens Tankegang, endnu mindre til hans Nationalaand; den er ham slet ikke gemytlig (dvs.: stemmende med hans sind). Cit.1817.(Til Belysning af Personer og Forhold.(1884).344).   til Gemyt 1.2: som har ell. vidner om (et dybt) gemyt; følelsesfuld (jf. gemytfuld). Molb.Breve.3. (jeg) stod næsten en Time i Vinduet og hørte Nattergalen slaae saa gemütlig. KMRahb.293. (hans) geniale, gemytlige Søster . . havde viist mig megen Deeltagelse. HCAnd.XII.124. jeg fattede det dybt Følte i (romanlitteraturens) gemytlige Skildring af de huuslige Forhold. Chievitz.FG.14. 2) som paa en jævn, hyggelig, især noget overfladisk maade optræder med ell. vidner om let og glad munterhed; spøgefuld; munter; jovial. Er det nu Brug at klinke? . . Det er ogsaa meget mere gemytligt med den Klinken. Hostr. SpT.III.14. Schand.AE.84. *Han havde en Gris, en gemytlig Fyr, | Med Proptrækkerhale og Plet paa sin Tryne. Drachm.SH. 66. *Der er et Liv ved Dag og Nat | i Havnens (dvs.: Flensborgs) snævre Slipper; | bredt runger et gemytligt Plat (dvs.: plattysk), | når Skipper prajer Skipper. Rørd.GK.65.