høj-stemt, part. adj. [II.4.1] († -stemmet. Steners.Ode.41. – l. br. højt-. Oehl.L.II. 31. DagNyh.⁸/₄1913.1.sp.2). (jf. ty. hochgestimmt; især ) egl. om (strenge)instrument: stemt i en meget stor tonehøjde; kun overf.: som har en høj, festlig klang. Oehl. L.II.31. *Oppe paa Bjerget sin højtstemte Fedel | Vindguden stryger. Schand.SD.116. jf.: *Pindars høistemmed Harpeklang | Til Vandets Priis, og Vandets Priis døer ikke. Steners.Ode.41.   nu især om sindsstemning (og dennes udtryk): begejstret; løftet; høj (II.6.4); ofte (nedsæt.): for stærkt følelsesbetonet; patetisk; svulstig; højtravende. dog glødede nogle Ansigter usædvanlig livlig, og Latteren var højstemt. Schand.SB.192. den daglige Tale kan ikke bruge dette højstemte Sprog, der kalder en Baderejse for “Helsefærd”, Buxer for “Brog”, Talent for “Snille”. Nær og Fjern.¹³/₂1876.13.sp.1. den højtstemte danske Nationalfølelse, der var bleven til i Fyrrerne. AFriis.Danmark ved Krigsudbrudet 1870.(1923).199.