hen-blegne, v. [2.2] [-ˌblai'nə] (nu sj.) blive bleg; miste sin (livskraft); visne hen; henvisne. (især i perf. part.). Birch.I.106. *en forladt og længst henblegnet Jomfru, | Som skuffet blev af den, hun elsked høiest. Hauch.DV.III.213. den for Skovdyrkningen ubehagelige Brombærklynger henblegner, naar den aabne Kratskov forvandles til Bøgeskov. CVaupell.S.55.   (jf. blegne sp. 794²⁸; poet.) dø. *(hun) skued før | Saamangen Helt henblegne. Ing.P. 445.