hjem-age, v. [-ˌa^?ɋə] vbs. -ning. (ænyd. hiemage; nu sj.; jf.: “hos Landalm.” Levin.) køre hjem; hjemkøre (1). VSO. en Vogn at hjemage ham (dvs.: den døde) paa. Blich.(1833).VI.119. *de kraftige Muler hjemagede Pigen til Staden. Wilst.Od.I.89. jf. (om hjemkørsel af korn): Af Gaarden erlægges aarligen . . noget bestemt Hoverie saasom . . 5 Hiemagnings- og Møgagnings- Dage. Olufs.Ny Oec.I.57.