hovmesterere, v. [hωumæsdəˈre^?rə] (sj. hovmestre. [ˈhωuˌmæsdrə] GSchütte.FL. 110. sj. hovmestrere. HCAnd.XI.299. † hofmesterere. Holb.Hh.I.399. sa.DH.II.6). -ede. vbs. -ing (VSO. Ing.EF.VI.129). (ænyd. hoffmestre (HMogens.); efter ty. hofmeistern, til hofmeister, se Hovmester (2); jf. Hovmesteri; talespr., lidt gldgs.) optræde, som om man var hovmester (2) over en; tilrettevise, irettesætte, dadle olgn.; spille formynder for; tage i skole (ofte i forb. lade sig hovmesterere). Hertugen . . vilde raade sig selv og ikke lade sig Hofmesterere. Holb.DH.I.821. vil En af mine Venner hovmesterere mig, saa ophører han at være min Ven. Bagger.I.51. Det er jo ikke Andet end en evig Hovmestereren og Brummen fra Morgen til Aften. Intet er ham tilpas. Hrz.XVIII. 107. Hvad var dog det for en selvgod og hovmestererende Tone. AndNx.M.234. (Valdemar Brücker) ytrede, at han ikke vilde lade sig hovmesterere af Skriften, men gik til Læsningen af den som til enhver anden Bog. HBegtr.DF.IV.446. jf. (nu næppe br.): Han vil gierne hovmesterere paa (dvs.: kritisere) Alting. VSO.