jævn-god, adj. (ænyd. jefngod og omgod (Kalk.III.290), glda. iafngod, æda. æm goþær, oldn. jafngóðr) 1) (nu  ell. dial.) i sammenligninger, især i forb. m. med: lige saa god som; jævnbyrdig med. Moth.J77. *Vor Danske Zion . . | Har lidt en stor Forliis, stort var for dig dit Tab. | Kun dette lindre kan vor sorrigfulde Klage. | At der for os og Dig en Jevngod er tilbage: | Nok! Harboe Hersleb er en værdig Eftermand. LTid.1758.66. *Jeg begjærer Erstatning | I Guld og Sølv eller jevngodt Gods. Hrz.XI.66. i det 13de og 14de Århundrede blomstrede den svenske Folkevise jævngod med vor. Rørd.SL.11. Hvidask . . indføres fra U. S. A. og Kanada og regnes for jævngod med alm. Ask. Suenson.B.II.123. Feilb.   m. overgang til bet. 2: Hvis jeg eiede et jævngodt Sværd, som han en Bue. Oehl.ØS.240. 2) (nu næppe br.) helt igennem god; fuldstændig, meget god. Moth.J77. *mig mangler | Et Sværd, et stærkt, et jævngodt Riddersværd. Oehl. XIV.8. 3) [5] (l. br.) af fornøden, tilstrækkelig godhed; tilpas; oftest som maadeholden anerkendelse: rigtig, forholdsvis, temmelig god; jævnt god (se I. jævn 5.1); ogs.: jævn; middelmaadig. Gram.Nucleus.1847. vAph. (1759). Leth.(1800). Resultatet var den jævngode Slutningsexamen. Drachm.EO. 220. Herre – bædre turde være jævngodt fynsk Rim. VidSelsk Medd. HF. VI3. 153.