Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
Mente du:
2 resultater
Klokker
Klokker, en. [ˈkl̥ωgər] flt. -e. (ænyd. klokkere, sv. klockare, no. klokker, oldn. klukkari, jf. mnt. klockener, ty. glöckner; afl. af Klokke) 1) som standsbetegnelse; dels (nu kun (især dial.) om forhold paa landet): person, der ringer med kirkeklokkerne; ringer (Moth.K64. VSO. MO. Feilb. NordsjællF.III.24); dels: overordnet kirkebetjent, der hjælper præsten under gudstjenesten, ordner det kontormæssige ved de kirkelige forretninger olgn. (i Kbh. nu i officielt spr. afløst af betegnelsen Kordegn; jf. Degn). Præsterne saa vel som Klokkerne, eller Dægnene og Substituterne. DL.2–5 –19. *En Klocker sove kand i Roe til Klocken Ti.Holb.Paars.254. Wess.103. *Kom, Klokker, hid med Chor og Klang, | Og syng for mig min Brudesang! Bagges.NblD. 354. Hvad min Stilling anbelanger da er jeg Klokker . . ved Kirken i Grenaa. Heib. Poet.VII.287. *Den sorte Snegl paa Sokker | han møder nok som Klokker. Rich. I.68. Bertels.Høysgaard.(1926).45. 2) (især stud.) betegnelse (siden 1865) for den af alumnerne paa Regensen valgte formand (navnet, fordi han fører “kirkebogen” dvs.: protokollenover begivenheder fra Regensens indre liv). KFabricius.Regensen.(1923).221. 3) (dagl.; nedsæt.) om person, der er doven, sover længe olgn. (jf. Holb.Paars.254 (se u. bet. 1) samt: *At sove som Klokker sig ei for en Bonde kan skikke. Bagges.I. 75. smst.91) ell. (næsten kun) om person, som er dum, indskrænket (vel opr.: ligesaa ulærd, indskrænket som klokkeren i sammenligning med præsten): klokkefaar (2). (de) fortalte mig, at jeg var en Klokker, trak Dynen af mig. Blich.(1920).XVIII.194. det er en stor Fornærmelse at kalde en Mand Klokker, naar han ikke er det. Heib.Poet. VII.288. det var akkurat lige saadan en Student som denne Rudolf, paa dèt nær, at Rudolf er saa dygtig som Pokker selv, og den Anden var en Klokker. Budde.JF. 37.
Rapportér et problemfra Ordbog over det danske Sprog, bind 10, udkommet 1928.
Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning
klokkeren
Skriftsprog eller litterært påvirket talesprog klokke-ren, adj. som lyder rent, klart som en klokke (jf. -klar). hendes klokkerene, uskyldige Barnestemme. Ing. LB.II.31. HCAnd.IV.385. ikke engang denne musikalsk saa paalidelige Kunstnerinde sang sin kendte Arie helt klokkerent. VortLand.28/111904.2.sp.7.
Rapportér et problemfra Ordbog over det danske Sprog, bind 10, udkommet 1928.
Retstavning og tegnsætning er bevaret fra den originale tekst og kan være forskellig fra gældende retskrivning

I andre ordbøger

I andre opslag