kritisere, v. [kr̥idiˈse^?rə] -ede ell. (sj.) -te (ESkram.HG.42). vbs. (sj.) -ing (Larsen.). (fra ty. kritisieren, af ældre fr. critiser (Chr Møll.RS.I.134), jf. holl. kritiseeren samt eng. criticize, fr. critiquer; til Kritik) udøve, fremsætte kritik (1); gøre til genstand for kritik (1); bedømme; især (jf. Kritik sp. 420⁹): dadle. Moth.Conv.K223. Ingen criticerer ubeden en andens Arbeide, uden hans Hænder kløer, og han haver Lyst til Strid. Holb.MTkr.177. jeg har giort mange Vogne i mine Dage . . dette vilde være den første, som blev kritiseret Skuesp.VII. 97. idet (Oehlenschläger) vil kritisere (Brandes.I.417: bedømmer) Hauch . . charakteriserer (han) sig selv. Brandes.DD.86. Rubow.LK.62.   † intr., m. flg. præp. om (Hørn.Moral.I.53. Holb.Paars.74) ell. over (Hørn.Moral.I.119. Satiren sigter alleene paa visse Pralere blant gemeene Folk udi Fristæder der sidde paa Vertshuse og criticere over Borgemester og Raad. Holb.JJ Bet.a7^r).