kultivere, v. [kultiˈve^?rə; nu sj. (efter fr. udtale) kyl- (jf. JBaden.FrO.81)] -ede; part. -et ell. (især som adj.; nu sj.) -t (Johs Boye.Ind.13). vbs. (især i bet. 1) -ing (LTid. 1723.219. MøllH.III.643. LandmB.I.35) ell. (nu l. br.) Kultivation (Holb.Ep.II.419. V.²91. Meyer.⁸218). (ty. kultivieren; fra fr. cultiver ell. mlat. cultivare; afl. af lat. cultus, se Kultus; jf. Kultur) dyrke; pleje. Moth. Conv.K234. 1) (jf. Kultur 1 samt forkultivere; især landbr. ell. gart.)    1.1) i egl. bet.; m. h. t. jord, planter. en stor Deel (jøder) tog i Betænkning, at qvitere deres dyrkede og forarbeidede Jord, for paa nye at cultivere de Jorde udi deres Fæderneland, som i mange Aar havde ligget u-dyrkede. Holb.JH.I. 514. Adr.¹/₂1762.sp.3. (planterne) skal . . i Reglen kultiveres et Par Aar, før de er blomsterdygtige. Danm Havebr.608. (planterne) er vandrede fra kultiveret Jord ind paa en Jord, hvor Ploven ikke har gaaet. NaturensV.1918.321.   (forst.). Kultivering kaldes i Skovbruget al Plantning og Saaning, men i videre Forstand maa derved forstaas et hvilket som helst Arbejde, der forbedrer Skoven og forøger dens Produktionsevne. MøllH.III.643. ForstO.    1.2) (fagl.) m. h. t. dyr: bringe under kultur (1.3); forædle. højt kultiveret Kødkvæg. Sal.² XV.67. i Kina kultiveres visse Dammuslinger for at tjene til Føde for Mennesker. smst.XVII.471. 2)  (jf. Kultur 2) overf.    2.1) m. h. t. fag, kunst, videnskab olgn.: uddanne; udvikle; ogs.: give sig af med; nu vist altid opfattet som videre anv. af bet. 3. *Det (dvs.: sproget) cultiveres kand jo ved Historier, | Med andre Skrifter og ved Talen udi sær. Holb.NP.A4^v. jeg (har) som Proprietarius og Baron . . cultiveret Studeringer fast med større Iver end som Professor. sa. Ep.V.2. I sær har Fæderne-Landets Historie at bringe for Dagen og faae cultiveret, lagt ham paa Hiertet.LTid.1738.565. Meyer.⁸ jf. bet. 3: Vor gotiske Bygningskunst kan ikke staa Maal med vor romanske. Den er langt mindre kultiveret. MMackeprang. VoreLandsbykirker.(1920).83. Lande, der har kultiveret deres Bogfremstilling.Aarbog for Bogvenner.1917.96.    2.2) (nu l. br.) m. h. t. bekendtskab, venskabelig forbindelse olgn.: vedligeholde; dyrke (II.5.5). JJuel. 455. Saa De traf Hjelmkrones! Ja, det er et Bekjendtskab, som De skal kultivere. Goldschm.V.336. Ylfingerne havde fred med dyret, og kultiverede freden og samlykken ved stadig at optage dyrets natur i sig. Grønb.VorFolkeæt i Oldtiden.II. (1912).100. 3) (jf. Kultur 3)  uddanne; udvikle; forædle; m. h. t. evne, færdighed olgn.: JBaden.FrO.81. Den Følsomhed (har) slumret i min Sjæl . . men den har hidindtil kun været en raa Spire; nu har jeg paa den senere Tid cultiveret den ved at læse nogle Romaner. Heib.Poet.I.164. B. har faaet et Talent, som han ikke ganske kultiverer med den Omhu, det fortjener. Rimest.(Tilsk.1928.I.59).   m. h. t. person ell. samfund (nation): forædle i aandelig henseende; meddele kultur; ogs.: civilisere. Rysserne, førend de ved Love bleve cultiverede og ved Exempler opmuntrede, vare tilforn agtede feige og ustridbare Folk. Holb.Ep.V.²68. Forslag til (taternes) Cultivering. Blich.(1920).XXI.225. (jf. bet. 1.2; sj.) m. h. t. dyr: vænne til god opførsel, lydighed; opdrage. naar (ulveungen) ikke sulter alt for urimeligt, vænnes den ogsaa let af med at tage selv. Den cultiveres altsaa meget lettere end Ræven. Blich.(1920).XVIII.5.   nu især i part. kultiveret som adj.: dannet (2.2); civiliseret; især (jf. TfF.4R.I.142): i besiddelse af høj kultur. de cultiverede Lande i Europa. FrSneed.I.2. At Bonden ikke fatter det kultiverede Menneske naar det vil føre ham ind i sin Sphære er almindeligt erkjendt.Olufs.NyOec.I.²168. Slagterne ere nu ligesaa fredelige og . . ligesaa kultiverede som andre næringsdrivende Borgere. Men . . i ældre Tid var det anderledes. Davids.KK.440. Kristendommen havde civiliseret Verden og omskabt Jorden fra et hedensk Vildnis til en kultiveret Klode. Jørg.II.215. (l. br.) som subst.: en altfor stor Vidtløftighed, der . . vilde kjede de mere Cultiverede jeg tillige skrev for. ChMourier.Brød.(1821).XI.