kuskenere, v. [kusgəˈne^?rə] -ede. (spøg. udvidelse af I. kuske i lighed m. kujonere olgn.; jf. ogs. jy. kustenere (Feilb.), skaansk kusterera, kustenera (Rietz.366), til Kustos; nu næppe br. i rigsspr.) d. s. s. I. kuske. saa skielder de Folk ud . . og saa vil de kuskenere alle Mennesker. PA Heib.II.417. Nei, det skal du, Gud døde mig, aldrig faae at see, at jeg skal lade mig kuskenere af et Fruentimmer. Gylb. VI.223. OrdbS.(Falster).