løs-mundet, adj. [II.2.2] (talespr., l. br.) som har en løs mund, er løs i munden; som ikke (godt) kan tie stille. N. N. bliver mere og mere løsmundet. Krieger.D.IV.207. de tre Embedsmænd . . forlangte den . . løsmundede Greve udleveret til Sagsanlæg for Ærekrænkelse. EBrand.(Pol.³¹/₁1929.14.sp.2). jf.: jeg oprøres indtil Væmmelse ved den Slags løsmundede Praleri. ERode.S.110.   om jagthund. Det er ikke heldigt, naar (gravhunden) er saa løsmundet, at den halser paa kold Fod. VigMøll.HJ.34.