mærk-bar, adj. (fra ty. merkbar; til III. mærke 3; jf. bemærkbar) 1) d. s. s. mærkelig 1. Den stærke Hede gør sig . . strax mærkbar. Jørg.RB.79. Borgerlighedens og Bylivets Aare trækker sig . . tydeligt mærkbar gennem hele den moderne Kulturudvikling. VVed.BB.442. Selv paa en Kæmpeglobus med en Diameter paa 2 m vilde Jordens højeste Bjærgtop . . kun ytre sig som en knap mærkbar Forhøjning.Steensby.Geogr.134.   (nu næppe br.) synlig; iøjnefaldende. (da) var Træet allerede stort og mærkbart. HCAnd.VIII.254. Alle (dvs.: dukkerne) spillede de udmærket, heelt forud af Theatret, Traaden var for lang i dem, men saa bleve de mere mærkbare. smst.VI.234. 2) (nu l. br.) d. s. s. mærkelig 2. det Theaterpublikum, der i sin Tid gjorde Kjøbenhavn mærkbar iblandt Hovedstæder. Drachm.F.II.213. Faster Edel, for hvem hans Konfirmation var så mærkbar en Fest. Kidde.B.115. Jeg hjalp (Brandes) for 4-5 Aar siden med at ordne Samlingen (dvs.: af bøger) og fik derved rig Lejlighed til at se de mange mærkbare Ting, den indeholdt. Bogvennen.1927.44.   om person. Egnens mærkbare Mænd. PR Møll.SS.15.   m. overgang til bet.: paafaldende, besynderlig, mærkelig (3). har De nogensinde været i den mærkbare Situation at kunne betragte en kær, men politisk anlagt Bekendt og Fælle, naar han kommer ud igen, efter . . at have faaet Lov af Staten til uforstyrret at rekreere sig fem eller seks Aar nede i Fæstningskælderne. AKohl.MP.II.211. Det var jo ikke saa mærkbart, om vi helt havde glemt Professorens Existens. Vi har jo aldrig mere den Ære at se eller høre noget til Professoren. EdgHøyer.SÆ.58.