mand-voksen, adj. (sj. mande-. SophClauss.H.71. mands-. Pol.¹⁰/₁1919.9.sp.3). (ænyd. d. s.; vist egl. til Mand 9 og opr. kun om ung pige (saaledes if. Moth.M53. VSO.), men allr. i ænyd. anv. om unge mænd (jf.: “mere usædvanlig Bemærkelse.” MO.); sml. -vækst samt karlvoksen   i rigsspr. især ) mandbar (1); giftefærdig; fuldvoksen. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa. Holb.Stu.II.2. *Hvorfor skal jeg mandvoxen døe? | Saa uforsøgt, som nysfød Møe. Stub.³451. alle Mandvoxne Sicilianer. Borrebye.TF.871. *Mandvoksen Kvinde | véd vel hvad Mændene mest begærer. Drachm.HV.25. Af Børnene var den ældste, Henrik, i Færd med at blive mandvoksen. KrErsl.Erik af P.6. Feilb. talem.: mandvoksen mø er ond at vogte. Mau.6690. Moth.M54. VSO. jf.: enhver mandvoxen Pige vil gjerne giftes. PMøll. I.184.   billedl. *det gjælder en mandvoxen Vilje, som tror, | og i Nød ved sin Tro holder fast. Ploug.I.102. CKMolb.SD. 249.   (især spøg.) om ting. Gader og Fortove tilsøles af mandsvoksne (hunde-) Ekskrementer. Pol.¹⁰/₁1919.9.sp.3.

mands-voksen, adj. se mandvoksen.