paralysere, v. [pɐrɐlyˈse^?rə] -ede. vbs. -ing. (fr. paralyser; af Paralyse;  ell. fagl.) lamme; lamslaa; især (uegl.): faa til at stivne, staa ubevægelig (p. gr. af skræk olgn.). Primon.Lexicon.(1807). Blich. (1920).XXIV.200. (to terneunger ligger) saa stille, som om de var døde – Moderens Stemme oppe fra Luften har haft den bestemte Klang, som paralyserer dem. AchtonFriis.DØ.II.234.   m. h. t. tilstand olgn.: ophæve (6); neutralisere. (en) Beslutning . . kunde paralyseres ved en Negtelse fra Regentens Side. Cit.1840. (HNClaus.&Schouw.VedThronskiftet1848.88). ThomLa.AH.339. nu vist kun (fagl.) om den ene elektriske strøms indvirkning paa den anden: Paralysering.RadioMagasinet.1931.452. en paralyserende frost bredte sig (i) resten af kroppen. Rifbjerg.KU.146. Haderslevs maalmand .. stod paralyseret og fik (ikke) rørt sig efter dette uvejr af et skud. Pol.20/10 1958.15.sp.1.