sammen-dynge, v. [3.2] [-ˌdøɳ'ə] vbs. -ning ell. (nu næppe br.) -else (Horreb.II.205. Blich.(1920).IX.45). (jf. -dænge; især i part. og som vbs.) samle i dynge(r); sammenhobe; (alm.:) dynge (II.1) sammen. vAph.(1759). *man bringer | Legemet Fordærv ved sammendynget Føde. CK Molb.Dante.III.134. en Mængde Kampesten, der tæt sammendyngede synes at have dannet en Vejbane over Engen. HMatthiess.H. 113.   især overf. Bayle . . sammendynger Tvivl . . imod Guds Godhed. Eilsch.Phil Brev.124. det Stof, der . . sammendyngedes hos (Poul Møller) ved Læsning.FCOls.PM.14. jf.: en Sammendyngen af Consonanter, f. E. Angst.FGuldb.DS.144. spec. om overlæsning af stil: man skal vogte sig for at sammendynge fleere Metaphorer om een og sammen Gienstand. Rahb.Stiil.20. NyerupRahb.III.233.   refl. Hauch.III.176. *I Østen sig al Rigdomsfylde sammendynger.Aarestr.SS.V.169.