I. Selv-styre, et. (maaske fra no. (se HjælpeO.); jf. -dømme 3, -regering, -styrelse samt Hjemmestyre) det selv at styre ell. raade inden for sit omraade, over sine forhold; uafhængigt, selvstændigt styre; nu især (polit.) om den tilstand i stat ell. kommune, at styret udøves af folket selv gennem valgte repræsentanter, efter flertallets vilje (folkeligt selvstyre. RSchmidt.NH.206. HOlr.KP.I.28), ell. (oftest) om en kommunes, provins's ell. ikkesuveræn stats myndighed til (under kontrol fra en overordnet statsmyndighed) mere ell. mindre selvstændigt at styre sine egne anliggender. Irlands Selvstyre. Brandes.V.429. denne Konge vilde tage Selvstyret fra Bønderne. RJHolm.DanmHist.I.(1884).24. Børnene opdrages ikke til moralsk Selvstyre. NBang. OU.128.   hertil Selvstyre-bevægelse, -krav, -parti ofl.

II. selv-styre, v. (l. br.) have selvstyre ell. selvstyring; især i præs. part. brugt som adj. Et Leve for et ærekært, et selvstyrende Folk. Hørup.I.244. Et roligt Irland . . afhænger af, om Irerne faar Ret til at selvstyre deres egne Affærer. Riget¹⁶/₆1913.1. sp.3.