II. skelne, v. [ˈsgælnə] (nu sj. skrevet skælne (skiælne, skjælne). Ew.(1914).IV. 280. Oehl.SO.(1812).172. Winth.D.(1832). 267. NMøll.VLitt.III.285). -ede ell. (nu ikke i rigsspr.) -te (jf. Moth.S308. Feilb.). vbs. -ing (s. d.). (ænyd. d. s., glda. skiælnæ, dømme, træffe afgørelse, sv. dial. skälna, blive var olgn., no. skjelne; af I. Skel, muligvis ogs. af skelle (skille); jf. Skelning samt skelte, skilne   l. br. før sidste halvdel af 18. aarh.; jf.: “hos Nyere Forff.” Levin.) 1) som udtryk for (afgrænsende) sansning, skøn olgn. m. h. t. en enkelt genstand (jf. bet. 2).    1.1) m. h. t. synsobjekt ell. lyd, der (p. gr. af afstanden, ydre hindringer, svækket sanseevne olgn.) fremtræder forholdsvis svagt ell. uklart (i forhold til omgivelserne olgn.): (kunne) opfatte (se, høre) saa tydeligt, at identifikationen af det enkelte (fremtrædende, af massen udskilte) sanseindtryk er mulig ell. sikker (ofte i forb. m. kunne, være i stand til olgn.).   især m. h. t. synsindtryk. *I Støv | Er Alt indhyllet, jeg kan Intet skielne. Rahb.Jd'A.186. saasnart det var blevet lyst nok til at skjælne enhver Gjenstand i Værelset, stod han op. Blich.(1920).X.89. *Det nærmer sig mere og mere til Land, | Tilsidst han skjælner en Hest og en Mand. Schaldem. CN.80. Franz kunde ikke see, hvor han satte sin Fod, og var ikke istand til at skjelne Noget i det dybe Mørke. Goldschm.NSM.IV. 185. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med Røghatten deroppe. AndNx.PE. III.186. jf. bet. 1.2 og 2.1-2: Jeg kunde ikke skielne, om der var een eller flere. MO. Det er (vanskeligt) bag den protestantisk omdigtede Salme at skelne den middelalderlige katolske. OFriis.Litt.163.   m. h. t. lyd. mit Øre fatter (din tale), ikke som Dyrets Øre fatter, blot en dunkel Klang, men jeg skielner din Stemmes fineste Skielven. Mynst. Betr.I.211. *Tys! er det Ryttere, hisset jeg hører? | Lyden farer dump, og man skjelner den ei. Hrz.FN.94. *Det skarpe Jægerøre grant skjælnet har et Trin. Winth.D.(1832). 267. vi (saa) Banevogteren komme løbende hen imod os . . raabende noget, som vi ikke rigtig kunde skelne. Drachm.SS.33. (han) satte sig . . umiddelbart ved Siden af Taleren for at kunne skelne hvert Ord. JJessen.A.176. jf. bet. 1.2 og 2.1-2: Hendes Tale røbede Udlændingen; men enten hun var tydsk eller fransk, det kunde man ikke skjelne. Blich. (1920).XXIV.134. Han skelnede ikke, hvad hun sagde. SMich.Dø.80.    1.2) (nu l. br.) som udtryk for et skøn, en fornuftmæssig vurdering: opfatte og vurdere; dømme (II.3.1); skønne; (ind)se; tidligere ogs.: træffe (udtale) en afgørelse i en tvist; dømme (II.1-2). Moth.S270. en . . Commission (skal) skielne og dømme i de . . forefaldende Tvistigheder. OecMag.I.29. *Den lysere Forstand . . | Som skiælner Tings og Tankers sande Værd. Bagges.SV.239. *Jeg indseer klart og skiælner rigtig, hvad du est. Oehl.SO.(1812). 172. Legemsøvelser . . øve Forstanden i hurtigen at skielne, dømme og beslutte. Engelst. Nat.175. der (er) en fast Tanke, som uden Forvildelse skielner det Sande. Mynst.Betr. I.84. jf. bet. 2.2: *“Hvis Kiærlighed | Er noget Godt – hvor kan det Gode giøre | Ulykkelig?” – “Du skielner fiint, min Gubbe!” Oehl.VI.14. 2) (jf. skelle 1.2) i sansning, opfattelse, ytring olgn. gøre et (artsbestemt) skel ml. forsk. ting ell. forhold. (alm. i forb. m. obj. bestaaende af to ved og forbundne led ell. (i talespr.) især m. præp. (i)mellem ell. fra, ogs. (l. br.) i forb. skelne ud (fra) (Schand.TF.I.92), jf. udskelne).    2.1) ved udtryk for (usikker ell. vanskelig) adskillende identifikation af flere sanseindtryk: (kunne) se ell. høre forskel, kende forskel paa (ting, der ligner hinanden); (kunne) holde ude fra hinanden. Taagen var . . saa tyk, at man ikke kunde skielne Fiender fra Venner. Molb.DH.II.432. *Jeg bleven er saa svimmel, | At jeg kan neppe skjelne Jord fra Himmel. Heib.Poet. IV.85. jeg ønskede at være som Soldaten i Rækken ikke til at skjelne fra de Andre. Kierk.Stad.182. Folket kunde ikke skjelne (Chr.VI: kiende) Røsten af Glædens Frydeskrig fra Røsten af Folkets Graad. Esr.3.13. (han) kunde ikke finde Sammenhæng i deres Tale eller skjelne deres Repliker ud fra hinanden. Schand.TF.I.92. det (falder) ofte os Danske vanskeligt at skelne svensk bord og bod, barn og ban. MKrist.N.21. de gamle Romere (har) lige saa godt som vi kunnet skelne alle mulige farvetoner. LLHammerich.Indl.til ty.grammatik.(1935).10. Feilb.    2.2) ved udtryk for kritisk vurdering, opfattelse, fremstilling olgn.: finde (se, kende, gøre) forskel (paa); adskille (4.2); distingvere (1); holde ude fra hinanden. Moth.S308. de vide . . altid at skielne imellem Venner og Fiender. Suhm.(SkVid.X.66). *Du (dvs.: gud)! . . | Som skiælner Dyd og Last og lønlig Tanke hører. NordBrun.Jon.5. Jeg maa her skjelne to Ting, som dit Spørgsmaal har forenet. Ørst.I.20. *Lær mig at skielne nøie | Det Sande fra dets Skin! Hauch.Lyr.84. giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk, og til med Forstand at skielne (Chr.VI: skille) imellem Godt og Ondt. 1Kg.3.9. (Sibbern) skelner her skarpt mellem Stat og Folk. Høffd.DF.113. Man skelner mellem to Slags simple Maskiner. SkibsMask.49. jf. bet. 2.3: *Du skjelner, Død! ei mellem Arm og Riig. FGuldb.Poes.70.    2.3) (jf. bet. 3.1) adskille (ting, forhold, ord, der ligner hinanden) ved at lade en forskel (i art) faa (synligt, hørligt) udtryk (ved en særlig ordform, betegnelse olgn.); markere en forskel; gøre forskel (paa). Man kan sagte med Somme skjelne reigne (rechnen) fra regne (regnen). Høysg. Anh.32. Kjønnene skjelnes endnu (dvs.: i norske dialekter). Bredsdorff.Afh.76. Islændingene skelner dem (dvs.: to konger af navnet Frode) fra hinanden ved at kalde den første Fred-Frode, den anden Frode den fredsomme. AOlr.DH.I.278. 3) (jf. skelle 2-3) om ting, forhold olgn.    3.1) (nu ikke i alm. rigsspr.) i udtr. skelne (noget) fra (noget andet) ell. skelne (i)mellem ell. (trans.) skelne, adskille fra (noget andet, hinanden); danne, udgøre et skel imellem; ogs.: udgøre forskellen imellem. det Besynderlige, der skjelner Hostelyden fra en anden Lyd. Høysg.Anh.13. naar (aabningen af luftrøret) foretages betids nok . . kan (den) henregnes til de Operationer der skjælne mellem Liv og Død (dvs.: kan redde fra døden). BiblLæg.I.398. *de stred . . | For Alt, hvad skjelner mellem Fri og Fange. Holst.D.I.152. Sæden stod og skelnede Agrene i gult og grønt. Gravl.N.103.   (jf. Haar 3.2, Haarsbred) i udtryk for en afstands (ringe) udstrækning. *Kongens Liv og Blood i Vejeskaalen staar, | Imellem Døød og ham der skielner kun et Haar. Kyhn.PE.14. et Haars Bred skjelnede mellem Liv og Død. PhysBibl.XXI.41.    3.2) (nu næppe br.) intr. skelne fra, afvige fra (i art); være forskellig fra. Forskielligheden i Haandgrebe og Omgangsmaade . . hvorved Agerdyrkningsmaaden skielner merkelig i en Provints fra en anden. JPPrahl.AC.Fort. Endivien. Ogsaa disse ere en Art Sallat, og . . skielne ikke meget fra den saa kaldte Kopf-Sallat.Fleischer.HB.180.   der ell. det skelner (ikke) meget (i at osv.), som udtryk for, at en vis (ringe ell.) stor forskel er til stede: der mangler (ikke) meget (i at osv.). der skelner fuldkommen 30 Korn pro Cento i at den fulde Frugt af saadant et Stykke Land bringes i reent Korn i Sækken. LTid.1748.684. jf. MO.    3.3) (nu næppe br.) d. s. s. skelle 3. Hvad kan det skielne dig? Biehl.TP.25. 4) (nu sj.) refl. skelne sig fra, adskille sig fra (i art); afvige fra; være forskellig fra. en Beundring, hvorved jeg haaber at skielne mig fra Mængden. Ew.(1914).III.237. deri maae jeg sige at jeg skiælnede mig fra mit store Mynster (dvs.: Don Quixote); at det comiske løb i det mindste ligesaameget ind i min Plan, som det tragiske. smst.IV.280. *Jeg skjelner mig ved den (dvs.: næsen) og noget mere | Fra alle Mennesker. Hrz.AN. 245. (denne) anden Afdeling af min Pilegrimsvandring . . skjelnede sig fra den første deri, at jeg nu gjorde to Skridt frem, medens jeg blot gjorde eet tilbage. Schack.295. Høffd. Psyk.380.

III. skælle, v. [ˈsgælə] (i bet. 2 sj. (skrevet) skælde. jf. u. Skælling 1. – dial. skille. se u. bet. 3. – sideform (nu kun dial.) skælne. Moth.S232 (i bet. 1 og 4). Rietz.585 (i bet. 4)). -ede. vbs. -(n)ing (se Skælling). (ænyd. sk(i)elne (i bet. 4: Kalk. III.851), sv. skelna (i bet. 4), sv. dial. skela, rense korn (v. hj. af et groft sold), isl. skelja, falde af som skæl i flager, upers. og refl.: dækkes af en skal ell. skorpe, hty. schälen, (m)nt. schellen, schillen, skrælle, skalle af; forsk. afledninger af I. Skæl og I. Skal; sammenfaldet ell. sammenblandet (jf. skrivemaaden skælde) m. bet. 2 er muligvis ogs. jy. skjelde, hugge i splinter (Feilb.), jf. jy. skjeldre, gaa af i lag, skaller, slaa i stykker (smst.), jf. u. I. Skæld   oprindelsen til bet. 4 usikker; muligvis (til I. Skæl 5.3) egl.: belægge, dække med skorpe, lag af kalk ell. (til I. Skæl 1 og ssgr. som Skæl-kalk, -sand): fuge, understryge med kalk af brændte muslingskaller; i begge tilfælde kan tilknytning til I. Skel, II. skelne have fundet sted; jf. ogs. forskælle) 1) (nu kun dial.) skrabe skæl af (fisk). Moth.S232. skælle Fisk. MO. Feilb. ogs. i forb. skælle (en fisk) af: VSO. I.99. jf. afskælle. smst. straks efter Fangsten afskælles Fisken. Sal.XII.1095. 2) intr. ell. (nu næppe br.) refl. ell. (nu næppe br.) i pass.: danne, udvikle skæl (I.2-3, 5.3); løsne sig, falde af som skæl ell. i skællignende flager; skalle (af). Hovedet, Huden skæller. VSO. Hendes Ansigtshud skjællede og var temmelig ru og skrubbet. JakKnu.GP.34. En lille, fregnet, meget grim Kammerat med rindende Øjne og skællende Hud. HKaarsb.M.107. i forb. m. adv., især af: Kalken paa Væggen, Huden paa min Haand, skælles af. VSO.I.99. Huden paa Hovedet skjælles lidt efter lidt bort, og selv Haarene falde af. NyeHygæa. V.(1825).175. Lakeringen skæller allerede af. VSO. Tob.11.12-13 (Buhl).   (fagl.) om huder: faa en ru, skællignende overflade. dersom Kiødsiden (af huden) var alt for tør, da vilde den skiælle sig. JFBergs.G.399. 3) (dial.) fjerne skallen paa korn; skalle (VII.1.1) UfF. ogs.: rense korn v. hj. af et sold; sælde. naar Soldet ikke tages for fuldt og den, som skiller, forstaaer at skille vel rundt med Soldet, saa giver det smaa Ukrud sig ned igiennem Soldets Bund, og det grove farer i en Runding oven paa Sæden. JPPrahl.AC.83. 4) (jf. forskælle; mur., foræld.) bestryge et tag med kalk (egl. maaske: skælkalk, jf. VSO.) langs fugerne; især: tætte aabningerne langs ydermure, rygning olgn. udvendig fra. Moth.S232. CollO. Fang. Sct.Jørgensbjerg.(1937).99. jf. u. Skælkalk 2: 3 lpd. svinehaar til taget at skielle. Cit.1722. (ThøgerJensen.Fr.IV'sSkoler.(1921).41).

I. skælne, v. se III. skælle.

II. skælne, v. se II. skelne.