strabadsere, v. [sdrɐbaˈse^?rə] (tidligere ogs. (skrevet) strabatsere. HHans.PD. 67. strap(p)asere (strapazere). Adr.¹⁶/₄1762. sp.11. Tode.ST.II.55. JBaden.FrO. sj. strabusere. Cit.1742.(Nystrøm.S.293). – dial. (ell. vulg.) m. forsk. former som: strab(e)sere, strap(e)sere. Feilb. UfF. jf. KNyrop.OL. III.161. streb(e)sere, strep(e)sere. Ant Niels.FL.I.92. Gravl.EP.168. Korch.LL.53. Nordkild.SF.103. UfF.). præt. -ede ell. (nu især dial.) -te (ChrBorup.PM.271. Korch. Godtfolk.II.(1924).90. UfF.(jy.). jf. Moth. S847). vbs. -ing (Strapasering. Tode.SJ.I. 155). (jf. ænyd. strabadze, -batze i bet.: løbe om, spanke om, drive omkring, nt. strabasen, ty. dial. strabanzen i lign. bet. (se u. Stabejs), sml. ogs. fynsk strabesere, drive om paa landevejen; ligesom sv. strapatsera fra ty. strapazieren, der er laant fra ital. strapazzare, mishandle, udmatte; til Strabads; jf. strabadserlig, strabadsiøs) 1) anspænde; anstrenge.    1.1) (nu især dial.) refl.: opbyde alle sine kræfter (og evner); anstrenge sig (stærkt). vAph.(1759). strappasere sig ved overdrevne Bevægelser. Tode.ST.II.55. De strabadserer Dem virkeligt for stærkt! Stands dog et Øieblik! Bloch Suhr.ÆS.IV.19. strabadsere sig paa Reiser, ved Markarbeide. VSO. AntNiels.FL.I.92. Gravl.EB.92. UfF.    1.2) (dagl. (gldgs.) ell. dial.) udsætte for overordentlig strengt arbejde, besvær olgn.; kræve strengt, trættende arbejde af; anstrenge stærkt. (skovtyvene burde) gives bort til Soldat ved et gevorben Regimente og der brav strabuceres. Cit.1742. (Nystrøm.S.293). jo mere (kusken) kjører og strabadserer sine Heste, desto mere (maa han) give dem. Lommebog f.Kudske.(1786).4. Børnene strabadseres for stærkt ved Skolegymnastik. VortHj.II,1.187. jf. klemme musen u. I. Muse slutn.: den smukke Pige, han har . . strabadseret sin Muse for. Tode. IX.38.   m. h. t. ting ell. (især) legemsdel. Nogle vittige Hoveder have ret strabaseret deres Forstand med at giøre sig lystig paa Ægteskabs Bekostning. Tode.V.7. strabadseer han sin Krop dygtig om Dagen, og lig paa en haard Matrats om Natten, saa gaaer det (dvs.: kærlighed) nok over. PMøll.(1855). II.110. (han) strabadserede sit Legem med trættende Arbejd. VVed.BK.173.   ogs. (jf. Strabads 2): udsætte for (overordentlig) stærkt slid, haard behandling olgn. denne Sort Tøy (er) meget beqvem for Børn til Klæder, siden den . . lader sig vaske og strapazere. Adr.¹⁶/₄1762.sp.11. Falsene (har ikke) kunnet taale at strabadseres ved stadig at bøjes frem og tilbage i snart hundrede Aar; Skindet er bristet. BibliotH.³I.497.   part. strabadserende anv. som adj. Den strabadserende Gang med fyldt Jagttaske havde . . ikke efterladt Spor af Træthed hos ham. Markman.S.151. Passagererne . . fik en strabadserende Nat i Isen. Pol.²⁶/₂1940.10.sp.3.   part. strabadseret anv. som adj. Amberg. “De kører godt, Søren!” – “Aa ja; men jeg tænker ogsaa vi kommer til at menicere lidt – den Fjærmer er svært strabbaseret.” Drachm.F.I.510. VVed.H.229. (spøg.:) jeg er allerede lidt strabadseret idag. Det er nogle fordømte Værtshuse, I har her i Byen. Hrz.IV.257. (nu næppe br.) overf.: kunstlet; anstrengt (3.2). strapazzert Tegning. JBaden.FrO.II.114. 2) (jf. bet. 1.1; dial.) give sig af med besværligt, brydsomt arbejde; slide og slæbe; mase; ofte i forb. m. præp. med. D&H. UfF. jf. vAph.(1764).   ogs.: have anstrengende ture, rejser for, ell. om hurtig, anstrengende, forceret gang ell. omflakken: (stadig) være paa farten, i travl bevægelse. D&H. Hvad har jeg dog strepseret i Dag, først i Haarlev, saa i Karise. UfF. jeg har strepseret om hele dagen, så jeg er ved at blive træt. smst.