tørkne, v. [ˈtør̥gnə] -ede. vbs. -ing (s. d.). (ænyd. d. s., glda. thyrknæ (Kalk.IV. 407. Bønneb.I.228); af II. tørke ell. I. Tørke) 1) (l. br.) blive tør; tørre (hen, bort, ud); tørke (II.2). Holst.R. *Flodens Sædemarker tørkner. EBrand.J.48. Saften tørkner paa vore Læber. AntonNielsen.EtAar.(1919). 23. Alle Nilstrømme tørkner (1871: skulle udtørres). Sach.10.11(1931).   (uden skarp adskillelse fra bet. 2) part. tørknet brugt som adj.: (ud)tørret. *Jeg som dend tørkned Mark maae efter Naaden tørste. Schandrup. H3^r. *Ved . . af tørknede Oliestammer. Apollonios.Argonavtertoget.(overs.1897).15. Forsig¤ tigt lagde han de smaa Isstykker mellem Sarahs tørknede Læber. ORung.LO.215. 2) (sj.) gøre tør; (ud)tørre; tørke (II.1); billedl.: *Frankrig . . | hvor nu der kun raader en tørknende Vind. Drachm.Sk.293.