torturere, v. [tωrtuˈre^?rə] -ede. vbs. -ing (EJessen.RI.58). (sv. † tortyrera, ty. torturieren; fra fr. torturer ell. dannet til Tortur; jf. tortere; , l. br.) underkaste tortur; pine; martre. JBaden.FrO.II. Süss bliver fængslet, forhørt, tortureret, dømt og henrettet. TomKrist.(Tilsk.1929.I.275).   billedl.: pine; plage. ORung.P.342. T. stod og stirrede ind gennem Dørsprækken tortureret af sin fikse Idé. JørgenNiels.D.138.