u-skønsom, adj. (ænyd. d. s., oldn. úskynsamr, uforstandig; nu l. br.) 1) som mangler evne til at skønne (normalt, rigtigt, retfærdigt) ell. indsigt, forstaaelse. jo meere uskiønsom en er, jo lettere kommer alting ham for. Holb.Rpb.III.11. Jeg taler kuns om skiønsomme Læsere, thi de uskiønsommes Dom kand være os ligegyldig. LTid.1754.326. Det blev . . just ikke uskønsomt bedømt af Kritiken, men det blev dog ikke vurderet efter Fortjeneste. Brandes.III.274. vi . . vil (ikke) regnes for Hedninger eller uskønsomme Dyr. Elkjær. RK.63.   (sj.) som vidner om mangel paa omdømme, uforstand. Stilen (er) ved . . uskiønsomme Anmærkninger kiedsommelig at læse. JSneed.VIII.37. 2) som ikke paaskønner (goder, velgerninger olgn.) ell. viser erkendtlighed; utaknemmelig. Erfarenhed har lært mig, at jeg bør nægte mine Gaver til onde og uskiønsomme Mennesker. Holb.Plut. II.1. *har han med uskiønsomt Hierte | Forglemt Algodhed? Ew.(1914).II.42. jeg var uskjønsom for den Godhed . . De altid har viist mig. Hostr.ÆS.II.17. Recke.HB.113.