u-væsentlig, adj. [ˈuˌvæ^?s(ə)n(d)li, uˈvæ^?s(ə)n(d)li] (undertiden skrevet -væsenlig. Brandes.XIII.398. se ogs. u. bet. 2). (sv. oväsentlig, no. uvesentlig, ty. unwesentlich) 1) † ikke eksisterende; uvirkelig. Lodde.NT.324. 2) som ikke hører til ell. har præg af en tings, en sags egentlige væsen; ikke væsentlig; uden væsentlig betydning; underordnet. Nørreg.Naturr.1. De undskylder, at jeg nævner Klæderne, men jeg veed, at det er en Betragtning, som ikke er uvæsenlig. Heib.Nei.(1836).48. det Comiske er overalt hvor der er en Modsigelse, og hvor man berettiget seer bort fra Smerten, fordi den er uvæsentlig. Kierk.VII.447. Jeg kan fortælle Dem meget, meget mere, men det er uvæsentlig mod det, der nu er sagt. Erl Krist.DH.185.