FriFri, to. 1) fri, sikker, fredlyst, fast; er detthe jt frith vilkor, om der er nogen suen, som for ueder hueranden ... hand skall giffue j god tynne øll (1403). Kbhvns. Dipl. II. 40; hun icke wdi hindes hus wed sig frij och frilig for hannem (1580). Khist. Saml. VIII. 391; stat duelig bj, din kost oc løn skal være dig frj. Ranch. 310; wii sighe thorghstedhen frii bebwndhen. Rosenv., Gl. L. V. 185; du haffuer paa dit eget land saa meget gods saa fri, kommer du til det hedenske land, fordoit er dit unge liff. Grundtv., Folkev. I. 45 a. 2) skattefri, adelig; skal ingen frie qwinde eller mø tage nogen ufrie mand (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 271; haffuer nogen, som adelig frihed ey nyder, sig fri oc frelst jordegods tilforhandlet, da skal dend det inden aar oc dag til frit folck igien plictig være at affhende (1643). sst. IV. 407; en aff the frij mænd ther paa landitt wid naffn Peder Gagge, som nogen gange schall haffue ehiellslagitt nogle personer ... effterthi hand er en fri mand, kunde wij icke for raadeligt achte hannom wdj wbequem fengssell at lade indsette (1590). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 505; mannge paa wortt lannd Bornneholm giffue thennom wd for frii mennd och tiilholder thennom addels friihet (1572). sst. 378, 272. Mulig »frii mennd« her danne en sammensætn., se frimand ndf. 3) rigelig; the schulle giffue oss madh, gothe bøster oc uilbradh oc en good fersk rett oc ther til smør oc ost oc friit brødh oc senapp (1476). Fynske Aktstk. 36. 4) modig, dristig; the aldrigh meræ pris wandh æn then lidelæ dwerigh, sa war han fry. Romant. Digtn. I. 222; then kempe fødis iche y werden till, thu mot io fry met hanom stride. Grundtv., Folkev. I. 101 b; hannd thaller dy ordt saa fri, hannd syger, den er icki y verdenn thill, som thør mod hanom striide. sst. I. 94 a; thi suarit deriis herre saa fry, wy wiill mett ether riide, woge bode guotz och liff. sst. III. 518 b. – Som bio. stærkt; han oc de Romre vel friit med fyrspegl plagde. Hexaem. 269; de drikker frit. Moth. Smlgn. frels og ufri.Fri, to. 3) også rundhåndet, gavmild; der haffuer betalt oc vdkast frijt for de andre allesammen oc holdt lauffuit ved lige som en frij vært. H. H. Skonning, Hed. Philos. 417.Fri, to. (fsv frir, mnt vri) 1) – være fri med gst. ɔ: v. f. for; maa du icke meene, at du er korset frj. Naur q 4v. – uafhængig, utvungen; (1591). Rsv IV. 268 (ovf. u. afstande 2)); – Gal 430 (1524, ovf. IV. 400 b1; CP: fri), 25; 1 Kor 721-23. – fri (uden betaling); frj huss, libera habitatio. Dict; frj kost, libera sustentatio. sst. 4); hielp tw mik ath ware frygh. Br 27214 (= AM 75 (8°) 191). – Som bio.; Dmdo 54 (ovf. III. 870 a21); ingerere ligna foco, at lægge frit paa. Steph II. 742. 2) i nuv. bet.; HWR 257 (ovf. u. beskede(n)lig 3)); Etym 652 (u. libere). Jf bæste-, fulge-, fængsel- (V. 233 b30), fød-, jord-, kost-, kvide-, købe-, odels-, ram-, sende-, senge-, skat-, skempte-, skud-, snakke-, snibbe-, synde-, told-, tynge- (IV. 484 b4), vagtfri.Fribonde, no. hoverifri bonde, selvejer? the fry bynder, som mer bunde gots haffue vnder thennom, end the sielff besidde (1540). D. Mag. 3. R. VI. 224; hans foreldere haffde mageschifftet thennom same gaardt tijl fran en frij bonde (1542). sst. VI. 335; enn part knaber oc frii bønnder (1605). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 555, Smlgn. t. freibauer.Fribyrdughed, no. høj stilling, adelskab; samensancker ether børn, eghedom, hedher oc woldh oc øgher ether fribyrdugheth oc fregd (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bl. 15. Smlgn. byrdig u. burd. Fribytter, no. færgemand; skulle nu alle fribyttere, som icke borgere ere, nu were afskaffet och de prammend och møndricher med de fribyttere, som borgere ere, skulle hereffter holde et wisse tall fribyttere baade wed lige (1615). Kbhvns. Dipl. II. 597; paa det løse companer och de, sig fribytter lader kalde, iche skulde giøre prammend eller møndricher i deris næring nogen afbrech (1622). sst. II. 679.Fribytter, no. 2) (sv fribytare) kaper, sørøver; (1577). DS2 VI. 326 (ovf. III. 381 b37); Hvf VI. 61 (ovf. u. drabelig, bio.); Fdg 18/2 1636 § 6 (ovf. V. 46 a27); hvor effter fri byettere sig kand hafve at rette med de priser, som de aff fienden bekommer. Fdg 24/11 1658 overskr. Om opr. af holl vlieboot (ɔ: åben, hurtig sejlende tomaster), jf FoT. Fribytterbåd, no. færgebåd; se frgd. ord.Fribåren, to. adelig født; oss elskelige riddere oc swenne, friborne oc frelsemen, som frelse kennes. Dipl. Chr. I. 247, 35; der bleff xix suenske ridder slagne och mange andre friiborne tyske och suenske mend. Chr. Pedersen. V. 470.22, 23; vdualde Lunde capitel en friboren mand aff deris canicker til archebisp (1565). Khist. Saml. II. 313; skulle oc nu alle eddelinge oc fribaarne icke vige fra den gamle fromhed icke alsomeniste føre oc haffue it fribaarit naffn, men beuise deris adel met digd. Herm. Weigere. 5v; Grundtv., Folkev. III. 526 a; nobilis, friborn, velbiurdig. Colding, Etymol. 817. Smlgn. Schlyter: friborn.Fribårenhed, no. høj, adelig fødsel; ingen bisp skal bluiss ved enthen for alderdom eller for fribornehz eller ypperlig slectz skyld at forspørge sig. P. Laurentsen, Om Præsteembede. c 3v; i legge mig tuende laster til, den ene, at ieg er icke aff stor fribaarnhed. Vedel, Saxo. 153; fribaarnhed, nobilitas. Colding, Dict. Herlov.Frifigter, no. offenlig fægter, fægtemester. Moth. Smlgn. t. freifechter, se Grimm, Wb. og Frisch, Teutsch-lat. Wb. samt figtere ovf.Frifigter, no. – lanista, frifegter. Steph I. 285 a.Friknægt, no. en soldat, der er fritagen for tjeneste i en vis tid? nogle friknægte, der boede i Helsingør, vare antagne til tjeneste paa slottet, naar noget skulde paakomme, uden at faa løn længere, end tjenesten varede (1693). D. Saml. V. 180. Smlgn. V. S. O.: frimand og knægt ndf.Frilag, no. ægteskab? thesse æræ Noes slæktæ æller frij hione aff frilagh. Gl. D. Bib. 1. Msb. 10.32.Frimand, no. adelsmand; eth obet breff till alle frimend poo Boringholm, at huer aff thennom kommer kon. mt. till hielp met en swm daler, lige som then menige ridderscaff oc adell offuer alt riget giort haffue (1545). D. Mag. 4. R. I. 137. Egenlig bruges ordet kun om en særegen klasse på Bornholm; jvfr. Hist. Tdskr. 5. R. IV. 702 flgd. Smlgn. t. freimann.Frimand, no.; IG vdi Lensgard friman (1522). HübB 63; – (1513). GhA II. 62 (ovf. u. eftermål 1)). Synes her brugt om adelsmand i almh. 2) befrier; ieg haffuer nu seet dyn frimand oc frelsere. TVd 135v.Frimarked, no. = fejlemarked; forbiuder myn herre koning at riide frii market oc halde. Rosenv., Gl. L. V. 29. Smlgn. Ihre, Gloss. I. 595: frimark; Haltaus, Gloss. germanic.: freymarck og freymarcken.Frimodelige, bio. frimodig; huad dig kommer for hender at giøre, det gør frimodelige. Præd. 9.10; frimodelige bekende Guds ord. Tidemand, Sjæl. Urtegd. q 4v; Vedel, Saxo. 13; impavide, frimodeligen, dristeligen. Colding, Etymol. 896; Lyschand. 497; mange mænd hafve frjmodeligen baarit deris børns betimelige afgang. B. Tott. II. 276; udi den haarde nødd frimodelig at bide. Kingo, Chr. V. b 2v. – giffue sig diss frimodeligere i æcteskab. Tidemand, Post. III. 103.Frisindighed, no. frimodighed; de ting, som ere gode, gifve den rette frjsindighed, men rigdom giør ofvermodighed. B. Tott. III. 218. Friskytter, no. den, der er dygtig i at lege med skytteler (se d. o.). Moth. Fristændig, to. af fri (adelig) stand; i fristendige Kiøbenhaffns borgem[ester] oc raadsherrer. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. topogr. 3. Ordet sigter vist til de Kbhvns. borgere nylig tilståede rettigheder; jvfr. Holb., Dmhist. III. 304-7.Frivillig, to. gavmild? bleffue de friuillige til Guds huss, at mand skulde sette det paa sin sted, oc de gaffue aff deris formue liggendefæet til gerningen. Esra. 2.68 (Luther: wurden sie freiwillig).Frivillig, to. (sv frivillig) villig, frivillig; som du haffuer loffuit herren, din gud friuillig. 5 Msb 2323 (1607, 1647); Etym 1471 (u. voluntarius); haver I frivillig øest med dybe nemmers spand og siæleplantet fyrig løst. SortS 47.Frihed, no. hunk.; 1) i nuv. bet.; er nu thet en friihed, tha moe hwn weræ theres. Tavsen. 214; nar then friihet er tha icke swo stoer oc sterck, at hwn kan forhwerffwe mennisckin salighet. Biskopper(ne)s Gensvar. q 1. – brughe alle syne friihet och priuilegiæ. Dipl. Chr. I. 19; stadfeste uii the samme friihed oc døme them vkrenkelige (1477). Fynske Aktstk. 25; friiheder. sst. 2) skattefrihed, adelig ret; vnde wy och giffue forne Hinrich och hans rette echte affkomme frieheit oc frelsse och skiold och wabne. Molb. o. Peters. 102. 3) grund, område; tket er Ars markeskel oc friihed (1513). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 105; alle sager, som skeer uti wore kiøbsteder eller inden theris friiheder (1522). Rosenv., Gl. L. IV. 90; baade inden byen oc vden byen, saawitt som byens friehied sig forstreckis (1583). N. D. Mag. II. 280; territorium, byes iord, land oc frihed. Colding, Etymol. 1321; indfaldt udi hertug Magni frjhed oc fratog hannem det closter Padis. P. Resen. 54. Smlgn. Sch. u. L.: vriheit og bysfrihed ovf.Frihed, no. 1); – Rom 821 (1524, ovf. IV. 969 b43); 1 Kor 918 (ovf. III. 98 a27). – flt.; (1507). Rsv* IV. 294 (ovf. III. 512 b53); – Hvf IV. 648 (ovf. I. 744 a u. forvide 2 b)); – friiheyder (1496). NyrS I. 770. – ret til at handle; skeer det tredie gang, da sin frihed hafue forbrudt och derforvden 20 rdl till lauget (1651). KD III. 366. Jf bjærke-, hemmels-, jagt-, kost-, købsted-, skjudsfærds-, vornedef.Frilig, to. = fri 1); en frommer seygeruindere god, som met suerd oc friligt mod offueruant baade land och rige. Chr. Pedersen. V. 350.85; som da var berammet et friligt mode imellem begge kongers raad. D. Mag. IV. 203. Se også u. fri 1). – Som bio. 1) frit; haue wi antworthet drotning Margretæ Abramstorp ... at skikkæ oc gøræ frelselike oc frileghe efter hennes wilghe (1396). Molb. o. Peters. 49; swo oc at hwert righe nyde, holde oc friilighe brughe sin bescreffne logh, friihet oc priuilegia. Dipl. Chr. I. 31; thet wor hwer mand friit i closterne, att the motte frilige gaa wdt. Malmøb. 43v; deris frihed, naade, ret, low oc seduane, som de nogen tid frieligst oc gaffnligst hafft haffue. Hvitf. VIII. 438 (= liberius et vtilius. Geh. Ark. årsb. V. 46); nu skal den (ɔ: solen) giøre sig frj fra disse forhindringer oc frilig igien udsende sit lius. B. Tott. I. 107; Bording. II. 125. 2) frimodig, dristig; est dw Christus, da sig oss det frilige. Joh. 10. 24 (Chr. Pedersen; 1550: obenbare; 1607: frijt); Ap. G. 4.13; (1538). D. Mag. I. 249; sagde frilige obenbare: du est Christus. Tidemand, Sjæl. Urtegd. m 6; ieg maatte da friligere vdi gaat mag tale faar mig. Herm. Weigere. 178; (1568). Rosenv., Gl. D. III. 81; thi Christ er fød, det er nu skeed, thi maa wi frilige quæde. H. Thomissøn, Psalmeb. 9; Grundtv., Folkev. I. 138 b, 354 a; naar svalen qviddrer sacte for sig hen om morgenen saa frjlig. Gerner, Hesiodus. 118. 3) frivillig, villig; liberaliter inservire, friligen och godvilligen. Colding, Etymol. 652. 4) sikkert, med rette; thet moo wel frilicken heydhe en wskielligh och inghen menneskeligh wildfarelsæ. Tavsen. 211; kierlighed til dig friligt mig aldtid til døden skal følge. P. Syv, Cimbr. Sprog. 160. 5) rask, stærkt; de begyndis frilige at huggis. Chr. Pedersen. V. 40.2; de sloge frilige paa hannem, saa at hand aff skrøbelighed sanck ned til iorden. 2. Makk. 3.26 (1550; 1607: sloge hannem vden affladelse).Fri, go. 1) fri, fjærne; hand kaste y, ieg kaste aff, ieg fride det beste, ieg kunde. Grundtv., Folkev. II. 83 a. 2) give til fri rådighed el. besiddelse; tilbiudær jæk mik ath fry ok frælsæ Uth Ebbesøn then forneffnde mark foræ hwar mands tiltalen til ewindælighæ eye. Ann. f. nord. Oldkh. 1846. 322; bynder jac mic til at frij oc hemblæ alt thettæ forscriffnæ, gard oc gotz, myn nadighæ frwæ drotning Margretæ. Molb. o. Peters. 8; frighæ. sst. 185; (1452). D. Mag. IV. 7; bepligter jegh megh att fry, hiemble och fuldkommelligenn tilstaa Erick Lannge forskreffne gaardt (1569). sst. IV. 23; eptherthi hand icke kand fry hannom same trei gaarde (1552). Rosenv., Gl. D. I. 198. Smlgn. Sch. u. L.: vrien og befri ovf.Fribrev, no. (sv fribref) skriftlig tilsigelse af frihed; Mort a 4 (ovf. III. 552 a22); den frihed og fribref have vi ikke for vor stand. HenrW II. 98; DL 3-14-8 (ovf. I. 348 b15).Fribuden, to. indbuden (så der ej skal betales); conviva, fribudden gæst. Etym 1454 (også sammenskr. i Dict).Fribytter(s)skib, no.; paron, fribyters skib. MP 149; – navis prædatoria, sørøffuer skib, fribytter skib. Etym 982; Steph I. 200 a; inted haffuer anden skiib end uorre friibyter skiib fornøden. ChrIV* V. 431.Fribytteri, no. (sv fribyteri) kaperi, sørøveri; Fdg 24/11 1658 § 2 (ovf. V. 126 a21); en skotske capere gik under Norges side paa sin fribytteri. AB II. 23.Fridømme, go. frikende; borgemester oc raad dog haver hannom friedømt. SR II. 59, 142.Frifane, no. en hærafdeling; hopman over dend, som kaldtes fri-fahnen. Slange 283. Jf fane 2).Frifægte, go. tilkæmpe frihed; N Brorson, Afsked 31 (ovf. III. 215 b47).Friflugt, no. tilflugt; skulle disse sex stæder være til frifluct. 4 Msb 3515 (1607, 1647).Frifødt, to. i nuv. bet.; Etym 521 (ovf. I. 826 a6).Frigejst, no. (t freigeist) sværmer, sekterer; da kaldte mand dem frigeister, de finge et andet naffn siden: giendøbere. Cold ff 2v, rrrr 1v; ingen mennist eller aff de frigeister. HelvC c 4.Frigiven, tm. (sv frigifven) i nuv. bet.; knegten, hans frigivne svend. DV IV. 259; NL 748 (u. libertus), 1508 (u. rudis).Frigøre, go. (sv frigöra) i nuv. bet.; huo som er kaldet en tienere i herren, hand er herrens frigiort. 1 Kor 722 (1550, 1647); Etym 653 (u. libertus); sandheden skal frij giøre eder. Joh 832 (1607, 1647).Friherre, no. (sv friherre, mnt vrihere) baron; MP 87 (u. baro); Etym 112; Steph I. 263 a (u. dynasta); frj-herrerne maa hafve bircke-rættighed ved deris frj-herskaber. Fdg 25/5 1671 § 4. Friherrestand, no. stillingen som friherre; de af os udi frj-herre standen ophøyede. Fdg 25/5 1671 indl; hun sig haffuer vdwald friherre standen (1689). DS V. 225.Friherrinde, no. (sv friherrinna) baronesse; hvad frjherrernis oc frjherindernis rang angaar. Fdg 25/5 1671 § 23; under samme friherindes kobberstykke. AB II. 472; dend salig fri-herrindis dødelig afgang. SortS 53.Friherskab, no. baroni; Fdg 25/5 1671 § 4 (ovf. l38); DL 1-6-11 (ovf. V. 104 a11).Friholde, go. holde fri; at de ey under den prætext frjholder alle de tienestefolck. Fdg 2/3 1689; – v Aph I. 222 c.Frikende, go. (sv frikänna) i nuv. bet.; indtil hoffuitvacten hannem fri kiender (1644). KD V. 268; – NL 1697 (u. absolvo). Jf kende 2).Frilade, go. (sv frilåta) frigive; Hvf II. 21 (ovf. II. 394 a19); (1646, ovf. IV. 713 b18); vil hans mayestet hafve alle stænderne for deris giorte eed frjladet. HiørP l 4. Frimodig, to. (sv frimodig) 1) i nuv. bet.; woræ allæ gladæ oc frymodigæ (1515). DM II. 28; BT II. 14 (ovf. u. dapper 2)); GHD I. 390 (ovf. V. 163 b14), 198. 2) letsindig? hun er saa frimodig i al sin ting, at hun skøder om ingen ting i husit. PlT a 6.Frimodighed, no. (sv frimodighet) 1) i nuv. bet.; VdS 25 (ovf. I. 736 a23); med større forskreckelse end frimodighed. HiørK h 3v, b 3, c 1v; HenrW II. 298 (ovf. V. 306 a43). 2) letsindighed? den første, som er frimodighed eller ørckeløshed, hun tager sig inted andet til end sider bag kackeloffnen oc soffuer. PlT a 6 (se også ovf. IV. 429 b35), a 6v (ovf. V. 270 b13).Frimodiglig, bio. (mnt vrimodichlik) frimodigt; giffue tilkende frimodiglig. Heg 66.Fripas, no. skriftlig tilladelse til at færdes; (1597). DM VI. 204 (ovf. I. 604 b1); Etym 651 (ovf. III. 456 a23). Friskytte, no. soldat i et strejfkorps; et partie frischøtter indførde 2 svenske fanger (1678). DM4 VI. 256; M.Frista[e]d, no. (sv fristad) tilflugtssted; blant de stæder skulle i giffue sex fri stæder, at der kand fly til. 4 Msb 356 (1550, 1647); – Etym 93 (ovf. III. 861 a1).Fritalende, to. talende frit ud; Etym 682 (u. planiloqvus); BT II. 100 (ovf. u. forvarlig). Jf sv fritalig.Frilige, bio. (fsv frilika). 4) – (t freilig) rigtignok, endda; then frilig inthz vigher seg fore, icke heller verier at anamme sodane betuonghen egteskabff. LthÆ a 4v (= t freylich. udg 1613 429v); – ah! suarede kongen: friligen oc mangesteds er det. SkP 328. Vis mere +