FulFul, to. 1) uren, ond, slem; han (ɔ: ypperstepræsten) skal ey thage ænkæ, fwl ok menighe qwynnæ. Gl. D. Bib. 3. Msb. 21.14 (Vulgata: sordidam atque meretricem); fwlæstæ. sst. 1. Kg. 15.12 (se gloss. sst.); then fulæ bowe hawer illæ i modh mægh giord. Romant. Digtn. II. 70; then fulliste død. sst. II. 336; lad bødelen vdføre deris legeme paa den vilde marck, at fule oc wmælende best æde dennem. Vedel, Saxo. 130; (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 166; du tie nu quer, du fuleste gast. Grundtv., Folkev. II. 141 b; I. 396 a. – thu æst thæn renast, oc æk ær thæn vrenast, thu æst thæn gooth wiliæst, oc æk ær thæn fulscakst. Brandt. 58.22-23. Som af udg. bemærket, er ordet vistnok fejlskrevet. Er det en 3 g. i lighed med dyrekast? (se d. o.). 2) doven; er her quinden ful, lad. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 1572. 59; kom erckebiscopen aff Lund oc bredede dem deris ladhed oc sagde: ach brødre! ere disse de huler, vdi huilcke i haffue lyst til at begraffue eders fule kroppe. Vedel, Saxo. 387; torpidus, fuel, doffuen. Colding, Etymol. 1340; alle lade, doufne oc fule mennisker. H. H. Skonning, Hed. Phil. 896. Smlgn. isl. fúll; Sch. u. L.: vul.Fulgøre, go. gøre slem, fordærve; andre ære fulgiorthe aff skørlefneth swa som fulesthe swiin (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. bl. 8.Fulgøre, go.; ondæ lystæ, aff huilke jek ær fwlgiort. T 553 139.Fulagtig, to. hæslig, ond; krag-oc ugle-slæct fuulactig af natuure. Hexaem. 222.Fule, go. 1) tilsmudse, besudle; mith elskelig andle fwledes aff spyt oc blod. H. Suso. 19.18. 2) rådne; marceo, visner, forgaar, fuler. Colding, Etymol. 718; Steph., Nomencl. II. 875; indtil hans legem fuler, giver Gud ham føde - smuler. Kingo, Psalmeb. 493. Smlgn. Sch. u. L.: vulen og forfule ovf. samt udfule ndf.Fule, go. 2) – lf. i samme bet.; de fulis oc raadne der effter. Holst IV. 4. Jf for-, udf.Fulelig, bio. urent, vederstyggelig; the bespyttet mit ælskelig andlet fwlelig. H. Suso. 19.6.Fulhed, no. 1) urenhed, ondskab, rådenskab; de kunde icke fornemme den slemme stanck oc fulhed, som følger met synden. Chr. Pedersen. I. 208; 2. Kor. 12.21; om wy bedryue kettery (ɔ: blodskam) eller saadan fulhedt. P. Eliesen. 12; bolewyser, som ere ophoff oc grund til møgen synd oc fwlhed. Psalmebb. I. 4; Malmøb. 25; jeg troer, jeg bliver reen oc ald min fuulhed qvit. Kingo, Sjungek. I. 59. – uddrages den fuulhed fort. Dr. Hielpeløs. 49 (ɔ: bullenskab, materie; jvfr. V. S. O.: ondskab 3 b). 2) kønsdelene; hwilkæn som thager syn syster ok seer hennæs fwlheet. Gl. D. Bib. 3. Msb. 20.17 (1550: blysel; Vulgata: turpitudinem). Smlgn. blyhed 2) og blysel 3). 3) sløvhed, dovenskab; huo som vil vinde priis oc beholde seier, hand skal icke lade fulhed betage sig. Vedel, Saxo. 35 (= non debet ignavo torpere metu. P. E. Müllers udg. 92); torpor, fuulhed, doffuenhed. Colding, Etymol. 1340; Nucleus latinit. 1911.Fulhed, no. 3); forfængelighedh, fwlhedh oc mange andræ groffue syndher. T 553 139; PE 302 (ovf. IV. 633 b20); KP a 2v (ovf. II. 715 b13).Fulne, go. = fule 2); thett (ɔ: liget) war fuldnedt aff rodnelse (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 273; immarcesco, raadner, fulner. Colding, Etymol. 718; boghveden skal ey ligge hen i foderet ... saa kand dend snart oc fuulne. Gerner, Hesiodus. 193.Fulne, go. Jf forf.Fulnelse, no. rådenskab, forrådnelse; kunde thett well hende sig, at ther aff rodnelse och anden fuldnelsse kunde blodt och andett uhumske udkomme (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 274.Ful(n)ing, no. = fulnelse. Moth.Fulning, no. Jf forf.Fylne, no. skarn; ther som etercoppe dragher syn væff i, oc fluge gøre fylne i. Hell. Kvinder. 55.32. Fulsen (fylsne), no. urenhed, ondskab, bulskab? om thu lader tegh skæræ aff alle affgude fylsæn. Hell. Kvinder. 55.23; all then fylsen, ther i closter ær, thet skalth thu alt ene renssæ. sst. 90.20. – hauer iach yuer kommet vndee mæns haat oc deffuelens fylsnæ. Hell. Kvinder. 79.16. – bastowæ twar aff sør, mynsker fwlsnæ, løser hunskæ, se Molb., Gloss. u. sør.Fulelse, se forf.Fulige, bio. = fulelige; T 553 64 (ovf. IV. 31 a47). Jf isl fúlligr.Fulske, no. = fulsen; som inthz ær vden fwlske oc træk. T 553 71. Vis mere +