AfgangAfgang, no.
1) bortgang; der skulde komme suare vlffue effter min affgong. Ap. G. 20.29 (Chr. Ped. og 1550).
2) død; fick aff denne verden en ond affgong. Herm. Weigere. 89; deris søn tog riget effter deris affgang. Vedel, Saxo. 31, 256. i. r.; effther konningh Frederichs dødt oc affgang. (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 168; Franciscus den anden effter sin faders bedrøfvelige affgang var kommen til regimentet. P. Resen. 35.
3) svind; intertrimentum, formindskelse, forringelse oc affgang (paa noget metal). Colding, Etymol. 1316.Afgang, no.
3) det er kommet i afgang ɔ: gået af brug. Moth. Smlgn. t. in abgang kommen.
4) diarrhoe. Moth.Afgang, no.
3), se I.* 4 b. – de (ɔ: bjælkerne) til stor unyttig afgang hafver været flade hugne. Fdg 12/5 1683 § 3.
4) affald, exkrement; sanckis en hob affgang paa bonden under kuben. Holst IX. 58.Afgange, go.
1) gå bort (ved døden); om thet saa ær, ath iæk aff gaar, tha skulæ mine arwingæ løsæ thet gotz (1408). Molb. o. Peters. 397; Dan myn fadher aff ganghen waar aff ræth helsoet. Rimkr. a 4v; messer at holde for vorre affgangne brødre. Hvitf. VIII. 205; (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 165; affginge vden liffs arffuinge. Lyschand. 304; ved døden de affgange. Hexaem. 27; en deel ved døden er afgaaen. N. D. Mag. IV. 68.
2) kommer fra; huat gots thet helst ær, som krwnen ær aff ganget (1396). Molb. o. Peters. 58; forschreffne grund Jep Claussen afginggæ met Gudz logh (1450). N. D. Mag. I. 123.
3) gå hen; Gud vilde icke hans synd wstraffet lade affgaa. Hvitf. II. 226; it godt nyt aar, som vden synd oc sorge affgaar. Psalmedigtn. I. 282 b = Kingo, Psalmeb. 165.
4) gå for sig; paa det ofringer oc alle andre templets forretninger med skickelighed kand afgaa. B. Tott. II. 165; deris tog lyckeligen var affgaaet. P. Resen. 106.
5) gå til ende, høre op; thet (marked) skall aarligen paagaa S. Peders och Paauels och affgaa om om vor frue dag visitationis (1440). Rosenv., Gl. L. V. 93; effter hans affgang affgick denne dyre tid. Vedel, Saxo. 257.
6) gå af; lade eders støcker affgange til skibene och saa alle musqvetter giffue fyr (1646). N. D. Mag. II. 310; hielp Gud-fader huor det vil affgaa. Grundtv., Folkev. I. 294 a; de tackede Gud, det maatte saa vel affgange. sst. II. 147 b; – andre med fortiennisten afginge. Bording. II. 27; det da med dig ej vil afgaa saa let. sst. I. 91; de (bøger) som i vide at kunne sælges og afgaa (22/11 1633). Sjæl. Tegn. (A. L.).
7) gå, tilbagelægge; nar veyen er affgangen. Gerner, Hesiodus. 72.
8) afvige; alle de steder i loven, som fra voris souverain og arveregjering discorderer eller afgaar (1/3 1663). Sjæl. Tegn. Smlgn. Sch. u. L.: afgãn.Afgange (-gå), go.
1) også gå bort, ud (i eg. bet.); thesse xij dannemen affginge i et beradh och igen indh komme (1493). Kbhvns. Dipl. I. 227.
3) huilcke figurer oc malninger icke affgaa vden fruct. Passional. a 2.
6) hvo det ej lyde vil med fredløs dom afgaar. Bording. II. 391.Afgange, go.
1) – gå ud af; hvilkæ brødræ tha velæ afgaa. NyrS I. 26 (frgd. o. ovf. IV. 773 b33). Jf Ark XI. 42. – tm. afgåt (fra en bestilling); affgangne berghøptmand H v L. DM IV. 351. – fraga, fratages; Hvf IX. qq 2v (ovf. u. aftræd). – 6 a); (1685). KD VII. 120 (ovf. III. 273 b26). – b) gå for; hvor ilde affgaar det Aman. Brochm II. 111.
7) gå for at fastsætte; ith skiell, som 13 olldinge haffde før giortt skiell och affgaaenn (1591). RdAH till 93. Jf ride 2).Afgangelse, no. afvigelse; preuaricatio, aff gangelse aff reth. Vocab. 1514.Afgangsøl, no. begravelsesgilde. Moth.