BegangBegang, no. 1) højtideligholdelse; messen er eett offijr oc icke nogett nytt offijr .... men thet samme, som offriid war paa korsett, huess amijndelige begang oc betegnilse messen er. P. Eliesen. 383; hwn holder messen for thet samme offrijs amijndelige begang. sst. 488. 2) ihukommelse, betragtning; thenne amyndelsse oc begang er saare komen aff syn waane. P. Eliesen. 53.Begang, no.; ErU f 1v (ovf. I. 53 b8).Begå(begange), go. (nt. begãn, se Sch. u. L., sv. begå) 1) udøve, røgte; hoss aadere, beffuere monne han tit sin ræffue art begaa. Herm. Weigere. 184v; mit embed at begaae, som tekkeligt kand være. Psalmedigtn. I. 349 b; hanndt udi ingenn maade war giffuen orsage saadann gierninngh at begange (1592). Rosenv., Gl. D. IV. 326; – dat. flt.: dette wgudelige mord, som denne ædle førstis egen slect oc byrd beginge paa hannem. Vedel, Saxo. 279; beginge et ynckeligt mord. Hvitf. I. mm 2v; saa megen røfverje, som mange Catilinæ beginge. B. Tott. II. 285; – tm.: aff druckenskaff samme forseelse haffuer beganget (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 362; (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 206; det slemme mord, hand der haffde beganget. Hvitf. VIII. 12; optencke tre wgierninger, fordi der ingen var begangen. B. Tott. II. 34; han haffuer forfaret og begaaet eders naadis budskaff, verff oc ærinde. Hvitf. VIII. 255; – begaaen, som er dreven og øvet i noget. Moth. Smlgn. beløben. 2) virke på, handle med; de intet kom nærmere, end at de kunde begaa os med deres kanon (1676). D. Saml. 2 R. I. 26; hand begik ham så lenge, indtil hand tik at vide, hvad han vilde. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: begehen 6). 3) fejre, højtideligholde; then høghtid begieks met mygel pris. Romant. Digtn. I. 51; Pallad, Visitatsb. 108.8; paa den hellige christdag begaar kircken den historie, huorledis Gud er bleffuen menniske. Tidemand, Sjæl. Urtegd. d 4v; Vedel, Saxo. 509; holde wi oc begaa denne høytid. Tidemand, Post. I. 51; begick hand en stor triumph. Lyschand. 277; (1564). D. Mag. VI. 57; P. Resen. 304; B. Tott. III. 21 ir. begaa en fryde fest. Gerner, Hesiodus. 190. 4) ære, dyrke; hannom loffue, prijse, ære oc høijtidelige begaa. P. Eliesen. 236; begaa, betracte, ihukomme, tacke, ære Gud. Pallad., S. Ped. Skib. r 2v. 5) give kirkelig begravelse, holde sjælemesse for; tha scal bedhies fore oss oc for hanum, som tha dødher ær oc beganges. Dipl., Chr. I. 162; lade begraffue oc begaa the døde liige met messer oc vigiliis (1514). Geh. Ark. årsb. III. till. 22; (1535). Dueholms Dipl. 42; lade begaa alle christhne siellæ met vigiliis oc iii mæsser (1496). D. Mag. III. 337; følge de døde til graffue oc begaa dennem effter Christi befaling. Det hellige Messe Embede. 1535. ttbl.; Hvitf. IV. 179. 6) overveje, tænke på; lære icke andre att begaa Christi død met eder. Tavsen. 134; begaa oc ihukomme christi pine och død. Malmøb. 26; begaa wij ... wdaff prophete bøger ... mennischins wsijlhed, armod oc elendighed. P. Eliesen. 448. 7) omtale; the samme sckalke, ther hand brwgede ... haffue hanwm saa beganget, at the offthe icke neffne hanwm wdhen meth thet hellige kors teghen. P. Eliesen. 120; theris ondschaff begaas nw mett stortt had. Er. Roterod., Een chr. furstis wnder- wiisn. 29v; nogle hans medborgere, som himligen met wnødige ord och eftherthale skulle lade hanem begaa (1567). Progr. f. Odense. 1837. 11. 8) udvirke; huilcken der altid skreff kongen til oc begick det saa met sin skriffuelse, at de, som hannem klagede, vaare intet betroende. Hvitf. IV. 508. 9) b. sig = opføre sig, have det på en vis måde; hver brand- og brøgger svend saaledes sig begik, at det ej meere fremgang fik. Bording. II. 311; wel kæk og mandelig sig Ewerts har beganget. sst. II. 310; hans søster sig har lykkelig beganget, i det hun haver fød en ung og deilig prinds. sst. II. 207. 10) stå sig; haaber jeg nest Gudtz hielp at begaae oss imod de Suendske (1676). N. D. Mag. IV. 68. Endnu brugeligt i daglig tale se V. S. O., Molb. O. og Ordb. o. Gadesproget. 9) lade sig mærke med, lade som om; hand lod sig begåe, at hand var hans ven. Moth.Begå, se begange.Begå (-gængelse), se u. begang.Begå, go. 2); begick det saa met dennem, at de samtyckte den til konge, som hand vilde haffue. ClS 562. 4) – prise; haabe till Gudt, fordi ieg sckall hanwm en nw begaa. Ps 4212 (FV); alle thijne gierninger maa teg begaa, oc alle helghen loffue teg. Ps 14510 (FV; 1550: begge st. tacke). 5); skulle de beghenggis met en vigilia (1460). KD II. 111. 7) – hævde; som vilde det saa haffve, oc som haffver begaaet det. HiørP o 2v (flgd. o. ovf. IV. 722 b33). 10); huorledis mand skal met besmidtzighed begaa sig hoss alle menniske. SkH d 2. Begængelse, no. 1) højtideligholdelse, fejrelse; tilsteder nogen bryllups begiengelse. Hvitf. IV. 397; til fornefnte messes begengelse og opholdelse (1457). D. Mag. VI. 83. 2) sjælemesse, kirkelig begravelse; han schall tha strax lade holde een høghtiidheligh begengilsse meth vigiliis oc syælemesse. Dipl. Chr. I. 162; the skull holdhe mek en begengelse hwerth aar (1469). Geh. Ark. årsb. III. till. 11; for en daglig messe og begængelse at holde (1457). D. Mag. VI. 82; (1503). sst. I. 298; schal holdes messer och begængelser for theris siele, som døde ere (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 66; om iordeferd oc christelig begengelse for de dødhe. Malmøb. 40; (1560). Khist. Saml. II. 386; P. Eliesen. 309; Tidemand, Post. II. 147v; aarstid oc begengelse for de døde. Pallad., S. Ped. Skib. n 1v. 3) begravelse og gildet ved denne; bleff Ingel konge oc lod giøre en stor begengilse effter hannem oc bad dertil sex andre store herrer. Chr. Pedersen. V. 365 32; parentare, at holde begengelse. Turson, Vocab. 389; Colding, Etymol. 876; beredde han til sin vens ihukommelse oc ærlige begengelse it stort giestebud. Vedel, Saxo. 19; (1576). Rosenv., Gl. L. IV. 293; glæde sig ved hans død oc drack sig ihiel vdi hans begengelse. Lyschand. 143; P. Resen. 344. 4) betænkelse, minde; er thett hellige messe embede icke andet end een amindelse oc begengilse om then foriette naade. Tavsen. 133; christen messe er intid andit end Jesu Christi pinis, døds oc Guds faders kierligheds hukommelse oc begengelse. Hvitf. VIII. 203.Begængelse, no. 2) (fsv begängilse); (1474). DD 90 (ovf. IV. 498 b40). Begængelsesdag, no. begravelsesdag; Etym 877 (= dies parentales).Begængelsemåltid, no. måltid ved en begravelse; begængelsemaaltid, som holdes, naar den døde er begravet. Steph I. 131 b. Vis mere +