BalgeBalge, no. (nt. balge, se Sch. u. L.)
1) balje; de icke kwnde holde det offuen vande hwerken meth pompe, øser eller balger. Chr. Pedersen. I. 210; vdj bøtter, balger, spande (1624). Kbhvns. Dipl. II. 757; balger, spande, true (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 401; balle. Colding, Etymol. 1186; Lyschand. 69; (1646). Progr. f. Herlufsholm, 1880. 45.
2) ? det vil ocsaa gerne faa en ond ende oc it langt halsben; det vil gerne komme til galie heller til balie met den. Pallad., Visitatsb. 48.2, 113.32. F. Dyrlund har forklaret ordet = balg; se Berl. Tid. 1867. 19/12, og denne udtydning er optagen som mulig af udg. se a. st. 168. Denne opfattelse synes mig ikke rimelig. Efter Kinch, Ribe. 628 dømtes ved Ribe byting 1572 en tyv til galge og gren og hans medskyldige kone »til en tyvs ret under en ballie«, hvilket i henhold til Ribe stadsret § 25 forklares om, at kvinden begravedes levende med en balje over hovedet. Da Palladius selv var fra Ribe og bruger udtrykkene om straf for tyveri, kan det næppe være et tilfældigt sammentræf.
3) et vist mål; giffuer en balgh smør (1470). Molb., Gloss; smlgn. bolle.Balge, no.
3); en balge eller 300 pund pebber. TR b 2v; 4 balger eller 400 pund annjs ... 1 dubbelt balge zinober paa 3000 pund. sst b 3; – 1 qvarteer af to baller muskatenødder, 1 ball ries (1684). LA 134. Jf almuse-, byge-, friske-, hanke- (IV. 754 b6), kar-, lovt-, maske-, tvætte-, øreb.